hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

deligt kendt. Det vedblev at være prioriteret meget højt for Propagandaministeriet,
at den tyske befolkning ikke fik kendskab til, i hvilken grad
den blev trukket rundt ved næsen. Den såkaldte Zeitschriften-Dienst (med
det tilknyttede Deutsche Wochendienst) blev grundlagt 1939. Den indeholdt
detaljerede anvisninger på hvad der skulle skrives, hvordan det skulle skrives
og hvordan det formodedes at virke på læserne. 24 Systemet blev udbygget
yderligere under krigen, og Flensborg Avis blev endelig omfattet af
det i 1941-1942. 25
Over hele riget blev desuden i hver af de 41 Gaue, som NSDAP havde
opdelt Tyskland i, oprettet et Reichspropagandaamt, i hvilket særlige lektører
var ansat. Disse havde til opgave kritisk at gennemlæse dagbladene
og sørge for, at fejltrin blev påpeget, irettesættelser givet og eventuel slettelse
af redaktørlisten indledt. Reichspropagandaamt Schleswig-Holstein befandt
sig i Kiel, og den ansvarlige for Flensborg Avis hed lektor Petersen.
Den tyske presse var herefter at betragte som et instrument i den nationalsocialistiske
bevægelses tjeneste, og propagandaminister Goebbels
udtalte ved flere lejligheder, at han kunne “spille på den tyske presse
som på et klaviatur”. 26 Men Flensborg Avis blev aldrig blot en tangent på
dette klaviatur. Den beholdt sine egne toner, der ikke altid harmonerede
med den melodi, som regimet ønskede spillet. Flensborg Avis bevarede sin
borgerligt-liberale og kristelige verdensanskuelse og blev aldrig blot et talerør
for Propagandaministeriet, således som det skete for langt de fleste
andre dagblade i Tyskland.
Men der var også andre undtagelser, og der er grund til at redegøre lidt
nærmere for regimets bevæggrunde til at tilstå enkelte aviser lidt større
spillerum. Meget taler nemlig for, at det i nogen grad var tilsvarende begrundelser,
der lå bag Flensborg Avis’ særstilling. Hele dette mægtige propagandaapparats
intensive ensretningsarbejde medførte nemlig, at den
tyske presse blev temmelig ensformig.
Det fik den utilsigtede bivirkning, at den almene interesse for at læse
aviser dalede. Beregninger, foretaget af eksil-social demokrater midt i
1930’erne, taler om næsten en halvering af det samlede oplag fra 1932 til
1934, da der dagligt blev solgt 18,7 millioner aviser i Tyskland. Selv om
man må formode, at interessen for nyhedsstof under de politisk tilspidsede
forhold i 1932 har været større end i 1934, og selvom radioens stigende
udbredelse havde sin del af ansvaret for det faldende antal avislæsere,
var faldet dog så kraftigt, at det var påfaldende. Og dermed unddrog store
dele af befolkningen sig den påvirkning, som regimet ønskede at øve
på dem. Bekymringen steg hos både Goebbels, der måtte frygte for et fald
i udbredelsen af budskabet, og hos Amann, der som forlægger endvidere
måtte konstatere et fald i sin indtjening. Dette førte til, at regimet iværksatte
massive kampagner for at få folk til igen at læse aviser; der blev
endda sat SA-mænd ind i hvervningen af nye abonnenter – en formentlig
temmelig effektiv metode, men alligevel begyndte oplaget først at stige
igen efter krigsudbruddet, da der opstod et stærkt behov for at følge med
i krigsudviklingen. 27
321