hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Dengang som nu gjaldt det for Flensborg Avis, “at få Nordslesvig til at
indse, at det ikke helt har røgtet sin opgave, og at det må øge sin danske
styrke og slutte op omkring sin grænsevagt”.
Men der var også...
“...spænding i vort sind med hensyn til, om den danske folkeånd går ind i en fornyelsens
tid. I åringer har nærværende blade peget på, at vi trænger til en sådan.
Der kan ikke være tale om nu at søge en efterligning af, hvad det tyske folks særlige
skæbne har fremtvunget. Det, vort sind ubevidst og bevidst har savnet, har
længtes imod, er netop noget selvgroet, oprindeligt dansk og nordisk, det særligt
danske genfødt i en brydningstid for alle jordens folkeslag. En selvfølgelig forudsætning
bliver det, at det gode, som det danske folk i en langsom, frugtbringende
udvikling har kæmpet sig til, bevares som den jordbund, på hvilken den nye vår
skal grønnes”.
Demokrati og frihedsrettigheder skulle med andre ord altså ikke smides
over bord. Og Danmark var ifølge Ernst Christiansen faktisk allerede godt
på vej i den rigtige retning – i grunden var Danmark nået meget længere
end Tyskland:
“Det danske folk har partier, kævl, kritik, tvivl – dog betyder det ikke mere, end
at i livsvilkår, i almen oplysning, i folkekultur og folkefrihed, i de forskellige befolkningslags
gensidige agtelse og samarbejde er for længst det nået, som man i
Tyskland delvis har sat sig for at stræbe imod. Men dette, at så meget er vundet,
har voldt en lyst til at stå stille, har fostret vel megen selvglæde, en vis tilbøjelighed
til længst muligt at gå uden om det livsvigtige, der kræver ofre, kræver manden
selv, og helst kun at ofre det en stemning i ny og næ. Men intet folk kan nøjes
med dygtighed og et i overfladen let bevægeligt sind. Tiden skulle have det bud
til det danske folk, til den sønderjyske befolkning, til enhver af os: Her kræves
som indsats hele dit Jeg!”
Danmark skulle efter Ernst Christiansens mening nok skele til Tyskland
for at løse også sin egen krise, men først og fremmest bruge sine egne erfaringer.
Da Folketinget sidst i maj 1933 var ved at stemme lovforslagene
igennem inden sommerferien, konstaterede Ernst Christiansen, at 118 af
155 lovforslag var trekantede forlig mellem Socialdemokratiet, Det Radikale
Venstre og Venstre. Han beklagede, at Det Konservative Folkeparti
igen ikke var med:
“Ethvert parti har sin ret, og der kan ingen tvivl være om, at der er gennemført en
række betydningsfulde foranstaltninger til gavn for dansk landbrug og til en bedre
ordning af den danske sociale forsorg samt adskillige andre ting. Men der kan
ikke være tale om nogen hel samling af det danske folks kraft i kampen mod krisen,
om noget gennembrud til en ny fremgangslinje, bygget på grundsætninger,
der helt ud drog følgeslutningerne af det sidste tiårs erfaringer i Danmark og i
verden. Det må vel altså ikke have været nødvendigt. Man mener at kunne slippe
herfor. (...) Et spørgsmål som står i nogen forbindelse hermed, men som dog har
sin store selvstændige betydning, er den indre fornyelse af det danske folks åndelige
kraft, som det hverken kan eller skal slippe for. Der må regnes med en voldsom
kraftudfoldelse fra det store nabofolks side, men forhåbentlig medfører den
262