hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

vanskeligheder, det havde at kæmpe med som mindretalsblad indenfor
tysk rigsområde under de forandrede forhold under det nye tyske styre”.
Lærer Niels Kjems fra Harreslev havde dog rejst “en ret stærk kritik overfor
bladet, fordi dette i visse tilfælde ikke var optrådt skrapt nok overfor
de tyske myndigheder”. Han var blevet imødegået af såvel Ernst Christiansen
selv som af Cornelius Hansen, Tage Jessen m.fl. 31
Kritikken af avisens linje tvang endnu engang Ernst Christiansen til en
offentlig stillingtagen. Det skete i en fire fulde spalter lang ledende artikel
den 3. april 1935 med titlen: I den yderste front. “Det har uden modsigelse
kunnet fastslås”, hævdede Ernst Christiansen, “at Flensborg Avis
lige fra omvæltningen i Tyskland har fulgt en linje, som senere hen den
danske udenrigspolitiks ledelse gang efter gang har fremhævet som den
eneste mulige for selve det danske folk og dets presse”. Flensborg Avis
havde ikke – “som letsindig omgang med sandheden har kunnet give det
skyld for” – villet “skaffe det nye Tysklands verdensanskuelse indpas i
danske kredse, men har tvært imod søgt at finde den virksomste måde til
at underbygge den danske selvstændighed og har i et og alt taget standpunkt
efter, hvad bladet ud fra sin erfaring, sin viden, sin overbevisning
har ment under disse forhold måtte tjene danskheden bedst”. Derfor var
bladet for sit vedkommende gået imod “overlegne domme, imod den
tro, at vort folk havde nået fremskridtets tinde, imod den tro, at fremgangen
kunne trygges i Sønderjylland og ungdommen fastholdes ved kun
at male nazismen sort i sort og lade myndighederne tage forholdsregler.
Hvad Flensborg Avis har lyst efter hele tiden og vil blive ved med at kalde
på, er en fornyelse af vort folks egen kraft i grænselandets styrkeprøve”.
Ernst Christiansen fandt det i øvrigt “helt oplivende at se, at unge mennesker
og ældre, der særlig betragter sig som de unges ordførere, har krævet
skarpere signaler hejst blandt andet i det danske grænseblad. Det ville
have været trist, hvis forholdet var omvendt, hvis det var de unge, der
ville have tonerne dæmpet”. Men i en sådan gæringens og omvæltningens
tid, måtte de ansvarlige bruge omtanke. Der måtte på trods af uenighed
eller utålmodighed kræves opslutning i rækkerne. Det var nu engang ikke
let at opnå hurtig klarhed over det danske mindretals rettigheder under
det nye styre. “Under de meget alvorlige og truende udenrigspolitiske
forviklinger i Europa har selv de førende statsmænd i de mest betydende
lande måttet give afkald på hurtigt at få tilvejebragt nogen klarhed og har
måttet nøjes med i langsomt sejgpineri at søge at arbejde sig frem skridt
for skridt”. Man måtte desuden nok kunne forstå, at hvis Flensborg Avis
midt under de danske organisationers forhandlinger med de tyske myndigheder
begyndte at bringe skarpe påtaler af dette og hint, så ville man
let kunne opnå det modsatte af det tilsigtede. Men “medens offentlig kritik
er meget begrænset i det nye Tyskland og dets presse, har det danske
grænseblad i vore danske ting uforbeholdent fremsat kritik, hvor denne
var den virksomste vej”. Men “en sådan kritik vil kun udrette noget, når
vi ikke øver den i tide og utide kun for at kritisere, uden hensyn til det
ansvarlige arbejde på at rydde mislighederne af vejen, men når målet med
kritikken netop er at fremkalde en saglig behandling og afhjælp”.
426