hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

etragtes som “så godt som udelukket, at der vil blive bevilget bladet den
ønskede understøttelse”. Foruden valutavanskelighederne var der risikoen
for “at blive gjort identiske med bladet og faren for repressalier i form
af tilsvarende støtte af den tyske presse nord for grænsen. Ja, der er vist
nok flere kompetente personer, der ligefrem mener, at Flensborg Avis ikke
længere har nogen virkelig mission at opfylde”. M.h.t. tysk støtte til den
tyske presse i Nordslesvig nærede man dog mistanke om, at der allerede
direkte eller indirekte flød subsidier over grænsen nordpå 109 – hvad der
rent faktisk også gjorde.
Larsen svarede straks den 15. januar 1933, at denne meddelelse fyldte
ham med “stor bekymring”. Uden understøttelse faldt avisen, og faldt
avisen, ville dette tilføje “hele vort mindretalsforsvar syd for grænsen et
alvorligt sår”. Man kunne …
“...mene om Flensborg Avis’ redaktionelle ledelse, hvad man vil, og man kan
måske fremkomme med forslag om ændringer i forskellige henseender – ét kan
man blot ikke – hvis vi ikke i betydelig grad vil lamme hele vort kulturelle grænseværn:
Opgive bladet kan vi ikke. På alle dansksindede her vil det blive følt som
en laden-i-stikken, som en svigten, som en mangel på forståelse fra dansk side for
den dansk-fædrelandske udholdenhed og de ofre der bringes af mindretallet, og
ingen her vil kunne forstå, at Danmark virkelig ikke skulle være i stand til at kunne
opdrive de ca. 50.000 kroner, der kræves for at bevare det danske samlingsmærke
her. Blandt de danske vil det betyde en umådelig modløshed; for tyskerne
en umådelig triumf, hvor meget man end vil camouflere inddragelsen. Langt den
største del af de danske her er klare over, at de aldrig kan vente at komme ind under
Danmark (det er allerede vor store skade i sammenligning med tyskerne nord
for grænsen); men de er samtidig klare over, at den nuværende grænse, trods
Versailles-traktat og folkeforbund, ikke er stærkere, end at der kan gøres angreb
på den en skønne dag, hvis den danske mindretalsvagt syd for grænsen giver op.
Og tager man Flensborg Avis fra det, vil man tage en af de vigtigste forbindelseslinjer
bort”.
Det var under den nuværende krise umuligt for mange danske syd for
grænsen at holde bladet – i virkeligheden burde det efter Lauritz Larsens
mening uddeles gratis til mange – men de fulgte dog med i, hvad der
stod i det. “Det er et af de vigtigste bindeled, der har knyttet mindretallet
sammen til, om jeg må sige: Et samfund i sig. Og aldrig, hvad enten man
vil sætte Hejmdal eller Jydske Tidende i stedet, vil et sådant blad kunne blive
det samme. Jeg er sikker på, at for en stor del af mindretallet ville dermed
enhver journalistisk forbindelse til Danmark slippes. Thi Flensborg
Avis er ikke blot en avis; men den er en fane – en fane, hvorunder de danske
her har kæmpet i menneskealdre, og endnu ønsker at kæmpe”. Hertil
kom, at det var så godt som det eneste danske blad, som man “på tysk
side hernede lytter til”. Hos myndighederne og blandt menigmand havde
man respekt for det: “Man ved, at det er de danske syd for grænsen, der
taler gennem det. Og i samme øjeblik, man ville degradere bladet til en
lokalaflægger af et andet blad eller noget lignende ville dets indflydelse
dermed være i højeste grad svækket”. Endelig måtte man efter Lauritz
Larsens mening “ikke se bort fra den betydning, Flensborg Avis har ved
160