hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Men næppe var denne sag endt i mindelighed, før den næste opstod
– omtalt i selvsamme førnævnte artikel. Denne sag drejede sig om blikkenslager
Karl oluf Hansen, der – selvom han i øvrigt fik det allerbedste
skudsmål af sin arbejdsgiver, Fliegerhorstkommandantur i list på Sild,
var blevet afskediget den 27. juni 1936, da han som medlem af det danske
mindretal ikke kunne arbejde ved nogen Wehrmachts betrieb. “En arbejder,
hvis dygtighed anerkendes, afskediges på grund af sit danske sindelag”,
skrev Flensborg Avis den 5. juli 1936, “og der siges, at dansksindede ikke
kan sysselsættes i militære foretagender”. blikkenslager Hansen havde
aldrig lagt skjul på sit sindelag, og Dansk generalsekretariat havde straks
gjort kraftig indsigelse.
Protesten førte senere til, at Hansen fik anvist andet arbejde på Sild,
og det blev understreget, at afskedigelsen ikke måtte betragtes som et angreb
på det danske mindretals rettigheder. 45
Sådanne sager var vanskelige: Kunne en stat tillade sig at løbe den risiko
at lade medlemmer af et nationalt mindretal arbejde på militære arbejdspladser?
i betragtning af den rolle de tyske mindretal i nabolandene
spillede i krigsforberedelserne er det ikke underligt, at man fra tysk side
var betænkelig ved de nationale mindretal, man havde inden for sine
egne grænser. over for medlemmer af det danske mindretal viste man i
hvert fald i disse tilfælde smidighed, idet man ganske vist ikke tillod dem
at arbejde på militære installationer, men dog anviste dem andet arbejde.
Men om dette skete som følge af Flensborg Avis’ ihærdige påpegning af
uretfærdighederne er vanskeligt at afgøre.
Flensborg Avis fortsatte altså med at offentliggøre sager af denne art;
det skete med stor ihærdighed, og man trak gerne sagerne op på det principielle
plan, hvor det var muligt at føre dem igennem til sejr. Men det
irriterede de slesvig-holstenske myndigheder enormt, at sådanne sager
nåede ud i offentligheden – hvad enten disse sager nu var følger af en
erklæret politik imod mindretallet, var bivirkninger af den almindelige
ensretningsproces eller simpelthen skyldtes uheld eller enkelte individers
over-ivrighed. Flensborg Avis var set fra en slesvig-holstensk synsvinkel
kort sagt irriterende. Det er nærliggende at tro, at også disse emner er blevet
drøftet på mødet i Propagandaministeriet i juli 1936.
Herluf Zahles kilde til udtalelserne på mødet i Propagandaministeriet
lader sig ikke identificere. Det er næppe Jacob Kronika, hvis kontakter i
Propagandaministeriet ellers lejlighedsvis orienterede ham om sligt. Udsagnet
om den grænserevisionistiske regeringsråd Wilfried bades rolle
i denne sag taler imod denne formodning. Kronika betragtede nemlig
samme bade som én af sine gode venner. Hvis kilden ikke er Kronika, demonstrerer
sagen, at Kronikas kontakter ikke altid fortalte ham alt. Det
var han selv ikke altid tilbøjelig til at indse.
Det, der foregik i Propagandaministeriet i juli 1936, kan dårligt betegnes
som andet end udenrigspolitisk kandestøberi. Det lignede et forsøg på at
grave materiale frem fra gemmerne: Danske skolebøger – det må dreje
sig om historiebøger – og altså efter alt at dømme også det danske min-
529