hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

udkom indenfor Tysklands grænser, tjente nemlig regimet i ét eller andet
omfang. Ellers kunne han slet ikke være journalist. Denne kendsgerning
er en vigtig forudsætning for at forstå Flensborg Avis’ særstilling i Det
tredje Rige. Det var et dilemma, som alle skrivende modstandere af regimet
stod overfor. Den principfaste løsning var at pakke skrivemaskinen
væk og vente på bedre tider. På denne måde tjente man ganske vist ikke
regimet, men man bidrog heller ikke til modarbejdelsen af det. For Flensborg
Avis’ vedkommende kom den omstændighed til, at uden avisen til
at tale det danske mindretals sag og sørge for offentlighed om overgreb
og undertrykkelse, så ville de lokale modstandere få frit spil. I den sidste
ende kunne en redaktionel linje, der førte til at avisen blev lukket, medføre
en svækkelse af det danske forsvar af grænsen – og måske akkurat slå
det afgørende hul i brechen, der medførte en grænserevision mod nord. I
et større perspektiv tillod det ansvar, som Flensborg Avis i egen selvopfattelse
havde for både grænsen og det dansk-tyske forhold i det hele taget,
ikke, at avisen begik fejltrin, der ville blive betalt dyrt af hele det danske
folk.
For alle ikke-nazistiske journalister i Tyskland var det en banal, grundlæggende
kendsgerning, at man jo skulle leve af ét eller andet. Det var
nødvendigt at spise. Dette almenmenneskelige dilemma, som ikke blot
ikke-nazistiske tyskere, men efter krigsudbruddet også befolkninger og
regimer alle i de besatte lande blev stillet overfor, var vanskeligt overvindeligt,
for det var nu engang kun et fåtal beskåret at udvise ligefrem
heroisme i bekæmpelsen af uretten. Ulempen ved en sådan åben bekæmpelse
af regimet var jo også, at den kunne forventes at blive af meget kort
varighed. 143 F.eks. Jacob Kronika tumlede – da regimets sande natur var
gået op for han – med problemet: At den, der ikke åbent bekæmpede det,
der er erkendt som det onde, gør sig til medskyldig. Spørgsmålet var, om
det var muligt, både at tjene regimet og bekæmpe det? Var det tilstrækkeligt
at retfærdiggøre sit fortsatte virke med, at så længe man selv skrev i
sin egen avis, så blev det læsende publikum i det mindste ikke overladt til
nazistiske journalisters skriverier i partibladene?
De tyske oppositionelle journalister, der fortsatte indenfor pressen – og
til denne kategori må man henregne Flensborg Avis’ medarbejdere – tilpassede
sig for størstepartens vedkommende forholdene med en vis grad
af resignation eller fatalisme. 144 Eller som Jacob Kronika udtrykte det i et
brev til Ernst Christiansen i marts 1939: “Man lærer at tænke og tie!” 145
Det danske mindretals presse fik efter den første indledende usikkerhed
efter den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 stort set lov til at
passe sig selv i årene 1934-1936. Det var som om, nationalsocialisterne
havde rigeligt at se til med opbygningen af Det tredje Rige og med at gøre
op med de sidste rester af opposition. Men selvom Flensborg Avis var “det
frieste blad i Det tredje Rige”, slap den dog ikke ganske uden advarsler.
Det er dog kendetegnende, at de blev tildelt fra lokalt hold. Det er dog
også påfaldende, at de i alle tilfælde drejede sig om tyske indenrigsforhold
og ikke havde nogen forbindelse til grænsekampen.
359