hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

var danske og Sydslesvig i grunden urdansk land. Det var følgelig også
logisk, at en afståelse af Sydslesvig til Danmark ikke ville eller kunne
belaste venskabet mellem de to nationer. Det ville tvært imod føre til afspænding
og forstærke venskabet, idet det gjorde en gammel uret god
igen.
I praksis svarede denne tankegang fuldstændig til Ernst Schrøders egne
forestillinger, omend med omvendt fortegn. Men det er indlysende, at
denne særlige logik måtte så tvivl om bro-tankens oprigtighed hos grænsetyskerne,
således som Ernst Schrøder gav udtryk for.
Ernst Christiansen gentog stædigt over for danske kritikere, at kampen
kun var den ene side, og at kampen var værdiløs eller skadelig uden en
samtidig brobygning. 89 Han gjorde det ikke kun offentligt, i ledende artikler
i Flensborg Avis. Ernst Christiansen drøftede, som vi tidligere har
set, også spørgsmålet med sin gode ven og fortrolige, Grænseforeningens
formand, rektor H.P. Hansen. H.P. Hansen var væsentligt mere indstillet
på front end på bro: Under en diskussion i begyndelsen af 1936, da Kronika
havde stillet i udsigt, at Isted­løven kunne blive givet tilbage til Danmark
som et tegn på god, tysk vilje, skrev H.P. Hansen den 16. januar
1936 til Ernst Christiansen: “Men ‘brobyggeri’ holder jeg, som ofte tilstået,
ikke meget af, og kommer det til stykket, ser jeg vel nok hellere løven
som frontkæmper i fangenskabet end som brobygger hjemme.” Også
Ernst Christiansen så ganske vist helst Isted-løven tilbage på sin “gamle”
plads på Flensborg Kirkegård 90 , men pointen i brevvekslingen er en anden:
H.P. Hansens brev dokumenterer, at han og Ernst Christiansen ofte
diskuterede spørgsmålet front og bro, og at H.P. Hansen var skeptisk – eller
ligefrem imod brobygningen. Det havde næppe været nødvendigt at
diskutere sagen eller pointere sin uenighed over for Ernst Christiansen,
hvis heller ikke han betragtede front og bro-tanken som andet end et taktik.
Så sent som i en ledende artikel den 2. april 1939 betegnede Ernst Christiansen
front og bro-løsenet som en “ufortjent gave”, der var kommet
til ham efter afstemningsnederlaget i 1920, “en gave fra vor hjemstavn,
fra dens historie, dens hjemsøgelse, dens trængsel, dens strid og stræben,
dens evige livsmod”. Eller sagt med andre ord: Uden udlændighedstiden,
uden nederlaget i 1920, uden nedgangen og modgangen de følgende år,
ville løsenet ikke være kommet til Ernst Christiansen. Det var denne modgang,
der havde forlenet den danske nationale kamp i grænselandet med
den rette ydmyghed, uden hvilken en national kamp alt for let udviklede
sig til hovmod.
Front og bro var altså i sit udgangspunkt ærligt ment og ikke kun et
taktisk skjold, man kunne dække sig bag. Men det blev det mere og mere,
efterhånden som den storpolitiske udvikling i 1938 gjorde det klart, at enhver
brobygning til Tyskland af det nationalsocialistiske regime blot blev
misbrugt som en bekvem indfaldsport for dominans eller angreb. Brobygning
til Hitlers Tyskland svarede bogstaveligt talt til at række Fanden en
lillefinger; det førte uvægerligt til, at han tog hele armen. Dette gik først
meget langsomt op for Ernst Christiansen og Jacob Kronika, men i løbet
742