hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

te endnu stærkere og kraftigere op omkring det arbejde, der her i landet
gøres til støtte og hjælp for landsmænd syd for grænsen”. Bladforbudet
var “et slag mod dansk-tysk brobygning”, fastslog Nationaltidende den 24.
august 1937.
Niels Hansen tolkede i Fyns Tidende den 27. august 1937 ligefrem forbudet
som en ændring i den tyske mindretalspolitik i retning af en skærpelse;
en ændring, der stod i den allerskarpeste modstrid med en række
udtalelser, som ledende mænd i det nye Tyskland var fremkommet med
siden magtovertagelsen. Var angrebene inden for det seneste år på de
danske skoler i Slesvig og Tønning og de “påfaldende voldsomme” angreb
på Flensborg Avis, “hvis holdning over for nationalsocialismen så
sandelig ikke har kunnet give anledning til påtale”, tegn på, at det nationalsocialistiske
regime, nu hvor det havde konsolideret sig, ville til at
føre magtpolitik over for mindretal og naboer? spurgte Niels Hansen, der
spåede, at sagen ville vække uro i de nordiske lande.
Ifølge den samlede danske presse rev forbudet imod Der Schleswiger
så at sige masken af den fredstalende Hitler og fremviste en grinende og
krigslysten Wilhelm II. Forbudet mod Der Schleswiger havde dermed tilsyneladende
ødelagt hele Skandinaviens hidtidige tillidsfulde tro på både
Tyskland og dets fører. Tonelejet kunne dårligt blive mere skingert – og
det gjorde da også sin virkning i det tyske gesandtskab – og i Berlin.
Også britisk presse beskæftigede sig, formentlig takket være Bangsteds
korrespondance, med sagen. Hvis man kan tage artiklen i tidsskriftet The
Week den 25. august 1937 som et eksempel på britisk presses dækning,
må den siges at være både farverig og fantasifuld. The Week betragtede
nemlig forbudet mod Der Schleswiger som “det første skud“ i en dansktysk
journalistisk krig, der egentlig slet ikke vedrørte Der Schleswiger.
Forbudet var at betragte som gengæld for danske repressalier imod visse
tyske journalister i Danmark. Dansk Secret Service havde nemlig et par
uger før opsnappet et cirkulære, udsendt af ritmester Ernst Schäfer, der
var formand for den tyske koloni i København og tillige formand for den
tyske journalistforening sammesteds. Cirkulæret var adresseret til de ledende
medlemmer af det tyske nazi-parti i Danmark, og stillede dem 37
spørgsmål: De skulle bl.a. give oplysninger om alle de danske fyrtårne,
de kendte, deres bemanding m.m., og de blev endvidere spurgt om detaljer
vedrørende de motorkøretøjer, de måtte eje. I slutningen af listen kom
to spørgsmål: “Kan De stenografere [“can you write shorthand?”] og besidder
De en skrivemaskine?”
En dansk agent, der optrådte under cover som nazist, havde i sin besvarelse
skrevet ja til begge sidstnævnte spørgsmål. Svaret medførte et øjeblikkeligt
nyt spørgsmål fra Schäfer: “Hvad er skrivemaskinens fabrikat
og type? Hvor lang er dens effektive skudvidde? Har De lært at stenografere
i 1914-1918?” Denne fortolkning af “stenografi” forklarede, hvorfor
netop kaptajn Pflugk-Hartung, den “velkendte Fehme-morder”, var Schäfers
assistent! København var for tiden fyldt med “akkrediterede tyske
avisfolk”, og dansk politi havde afsløret, at ikke en eneste af dem havde
tidligere ansættelser ved aviser. – Ligesom Pflugk-Hartung havde al de-
590