hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ismen være en naturlig konsekvens af hans nationale ideologi. Derved
overser han, at anbefalingerne 1933-1934/1935 faktisk repræsenterer en
undtagelse. Ernst Christiansens holdning var langt mere nuanceret.
noacks analyse af Jacob Kronikas forhold til nationalsocialismen indskrænker
sig til udsagn om, at han endog “gik endnu længere i sin flirt
med den brune bevægelse”, men at “også Kronika kom dog i tredivernes
anden halvdel til at stå nazismen fjernere”. 14 Det er efter denne forfatters
mening en undervurdering af det enorme sving fra total afvisning 1930-
1932, over stærk begejstring 1933-1934 – og retur til endog endnu stærkere
afvisning 1937-1938, som Kronika tog. Udviklingen i Ernst Christiansens
holdning til nationalsocialismen fulgte et tilsvarende mønster, men
uden at gøre helt så voldsomme svingninger som Kronika.
i J.P. noacks udlægning var “front og bro” ren taktik, der skulle sikre
mindretallets overlevelse igennem de 12 års Hitler-styre. Der vil i afhandlingen
blive argumenteret for en anden udlægning. noack har ikke blik
for front og bro-tankens betydning for Ernst Christiansen. Han placerer
for eksempel forsonligheden over for den nationale modpart hos tage
Jessen – i direkte opposition til den uforsonlige Ernst Christiansen. 15 også
Ernst Christiansen kunne, skriver noack, ganske vist “prædike forsonlighed,
men altid selvhævdende. Det prægede løsenet front og bro, som
han somme tider brugte” [fremhævet af forf.]. Dette er efter denne forfatters
mening en undervurdering af løsenets betydning for Ernst Christiansen
og en misforståelse af ordparret, som faktisk optrådte nærmest
dagligt i 1930’ernes Flensborg Avis. For det var i grunden akkurat dette,
som “front og bro” gik ud på: national selvhævdelse og mellemfolkelig
forståelse. “Front og bro” blev hele grundlaget for Ernst Christiansens
virke i 1930’erne. Han så ikke nogen logisk modsætning mellem “national
selvhævdelse” og “mellemfolkelig forståelse”; tvært imod anså han dem
for at være hinandens forudsætning: En fast national forankring var forudsætningen
for overhovedet at kunne fungere som brobygger til naboen;
uden denne forankring i sit eget, kunne man nemlig slet ikke kritisk
tilegne sig og fungere som selektiv formidler af naboens kultur og tankegods,
men var derimod reduceret til helt ukritisk at viderekolportere alt
muligt fremmed, der tilmed i sin uformidlede fremmedartet hed slet ikke
ville have nogen chancer for at slå rod i éns eget folk. Uden selvhævdelse
kunne man desuden heller ikke forvente respekt hos modparten.
når noack har vanskeligt ved at anerkende oprigtigheden af Ernst
Christiansens “front og bro”-løsen, så skyldes det formentlig dennes vedblivende
ønske om at genvinde Sydslesvig. Men Ernst Christiansens
vedvarende ønske om en grænserevision mod syd stred ikke mod denne
logik: Danmark havde jo ifølge Ernst Christiansen retten til Sydslesvig. En
opfyldelse af simpel ret og retfærdighed, således som Sydslesvigs genforening
med Danmark ville være udtryk for, kunne ifølge en sådan tankegang
aldrig belaste forholdet til den tyske nabo – i hvert fald ikke på længere
sigt. “Front og bro” byggede nemlig på den falske forudsætning, at også
tyskerne med tiden ville indse deres uret med hensyn til Slesvig. Jens
Jessen havde også vedblivende hævdet, at nordslesvigs tilbagevenden
22