hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

lem alle verdens nationer. Adolf Hitler gav tilsyneladende igen og igen
udtryk for lignende tanker i sine mange “fredstaler” op igennem 1930’erne.
Der skulle være plads til alle verdens nationer, hver på den plads på
jorden, som Gud og historien havde givet dem, men i et tæt, venskabeligt
og gensidigt befrugtende samarbejde. Også heri lignede Ernst Christiansens
tankegang grundtvigianismen, både i klassisk forstand 39 , således som
han formentlig selv var blevet præsenteret for den i Ludvig Schrøders tid
på Askov – og således som den blev nyformuleret i 1930’erne på Askov
og Frederiksborg Højskoler af C.P.O. Christiansen. 40 Ligesom Grundtvig
mente Ernst Christiansen, at Norden havde en særlig vigtig rolle at spille
som et lysende eksempel for verdens andre nationer i denne udvikling
imod verdensfred og mellemfolkelighed. Denne side var navnlig blevet
videreudviklet indenfor højskolebevægelsen under påvirkning af Første
Verdenskrig: Kontrasten med det krigsførende Europa, hvis ungdom forblødte
i skyttegravene, satte netop Nordens fredsommelighed og neutralitet
i relief 41 og gav stødet til dannelsen af Foreningen Norden i 1919.
Det dansk-tyske grænseland indtog en helt central placering som stedet,
hvor nordisk og tysk kultur og nationalitet mødtes og brødes og hvor
mellemfolkeligheden derfor under løsenet “front og bro” havde en helt
særlig opgave: “Vi skal være helt danske slesvigere, og som gave i de to
folks brydning og samspil bringer vi, hvad vi igennem en helt rodægte
vækst får ud af livet i vor af sælsom spænding fyldte hjemstavn, som skal
være både front og bro”, skrev Ernst Christiansen i en epistel den 24. januar
1933 – en uge før magtoverdragelsen.
Freden mellem folkeslagene havde desværre lange udsigter, for meget
stod i vejen for idealet, først og fremmest menneskers indbyrdes uenigheder.
En bedre verden kunne kun skabes, når de enkelte mennesker kunne
hæve sig op over egen egoisme og frivilligt gå ind i et fællesskab, hvor
alle trak i den samme retning. Dette gjaldt også i politik, og netop derfor
burde de danske partier lægge “kævlet” til side og gå sammen i en fælles
indsats mod krisen. Hver nation for sig skulle på sin egen måde fuldbyrde
denne bestemmelse, og sammen ville nationerne så skabe en ny,
fredelig og fælles verden. Men ville man forbedre verden, så måtte man
begynde ved sig selv: “Har vi ikke mærket, hvor svært det er at gøre rede
for egne tanker, at holde os alene til de rene, store bevæggrunde i en stor
sag og at udskille de små som slagger?” Et menneske måtte kæmpe med
sin sjæl, og kun det enkelte menneske kunne stride kampen med sin egen
sjæl igennem til sejr. Ingen kunne undslå sig for denne kamp, for selv når
man aller ærligst indrømmede egen skyld, var der ofte inderst inde et forbehold,
et pansret rum, hvor man påstod sig skyldfri. Og hvis alle mennesker
tænkte således, hvordan skulle verden så kunne blive bedre? Skulle
man udrette noget for det høje mål, så skulle man ikke begynde med at
forbedre andre, men begynde med en kamp imod “den ynkelighed og usselhed”,
som var gemt inden for den “skønneste fortræffelighedens skal”
i éns eget bryst. Dette skulle være ”vor part i arbejdet for at føre menneskeslægten
opad. (...) Får vi virkelig sprængt skallen, ryddet op i eget
202