hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Flensborg, at Christiansen ikke er tragbar for os”.
At Ernst Christiansen var “Ejderdansker”, var en påstand, som igen og
igen var blevet fremsat fra grænsetysk side. Når Werner Stephan fremhævede
netop denne indvending, så pegede det temmelig entydigt på, at det
var blandt grænsetyskerne, man skulle finde initiativtagerne til forbudet.
Werner Stephan forhørte sig indgående om L.P. Christensen, og Kronika
fik det indtryk, at man gerne så ham som Christiansens efterfølger.
Ernst Christiansen var i vildrede med, hvad han skulle gøre: “Min
holdning vil ene og alene være bestemt af bladets tarv, men jeg kan sige
straks, at jeg er meget bange for, bladet ikke ville blive sikret, men ilde
stedt i fremtiden, hvis det skulle foretage indgribende forandringer i sin
ledelse, på grundlag af, hvad der måske kan kaldes inoffizielle Besprechungen
med en repræsentant, som ikke var blevet underrettet om forholdet
før bagefter”. Måske det var bedre at stå fast, for “det kunne tænkes, at
min ledelse af bladet var en skanse, hvis opgivelse lagde en breche fri” –
måske for yderligere forandringer i bladets medarbejderstab? “Naturligvis
tvinger på den anden side truslen om et varigt forbud til stor alvor og
varsomhed”. Bemærkningerne om “det Ejderdanske” og at han “ikke forstod
sig på den nye tid” lød ikke overbevisende i Christiansens øren; han
havde jo netop imod megen dansk kritik hejst og trods alle omskiftelser
fastholdt nye signaler og i øvrigt kun ytret sig for et arbejde på mindretallenes
grund. 63 Det var vel snarere de slesvig-holstenske grænsetyskere,
der fortsatte ad det gamle nationalistiske spor fra 1920’erne – og fra før
1914.
I mellemtiden havde Dr. Dürr svaret på Ernst Christiansens indvendinger:
Dürr fandt ikke, at de af Ernst Christiansen anførte grunde gav
anledning til at ophæve forbudet: “Deres avis har i længere tid til stadighed
udvist en illoyal holdning”, skrev han den 7. juni 1940 til Ernst Christiansen,
der først modtog brevet den 13. juni 1940. Skulle han ikke selv
være klar over dette, kunne han henvende sig til Reichspropagandaamt i
Kiel for nærmere oplysning. At Dürr ikke selv anførte nogen eksempler
på denne “illoyale holdning” synes at indicere, at Dürr blot fungerede
som et magtfuldt og højtplaceret redskab for de antidanske kræfter i Kiel
og Flensborg; formentlig har han ikke engang selv kendt dem. “En tilbagetagelse
af truslen om et “Dauerverbot” ville kun være muligt, hvis der i
chefredaktionen blev foretaget et personskifte, der garanterede, at avisen
i fremtiden indtog en ubetinget loyal holdning”, sluttede Dürr. 64
Det blev hermed officielt, at det var Ernst Christiansen personligt, det
gjaldt, og rygterne ville vide, at det denne gang var tyske kredse i Nordslesvig,
der stod bag 65 – måske med henblik på at lette en eventuel grænserevision?
Netop i juni 1940 opstod der stærke og vedholdende rygter i
det tyske mindstetal om, at Føreren agtede snart at tage Nordslesvig Heim
ins Reich. Det var ikke alene i egen selvforståelse, men også i modstandernes
tankeverden, at Flensborg Avis under Ernst Christiansens ledelse
fremstod som et dansk værn for grænsen. I en samtidig “Lagebericht” fra
overborgmester Kracht til regeringspræsidenten i Slesvig hedder det:
855