hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

organiserede og anerkendte nationale folkegruppe indenfor Tysklands
grænser”, der gentagne gange havde nydt anerkendelse fra højere sted,
for eksempel havde indenrigsminister Dr. Frick kaldt det “en højt kvalificeret
germansk folkegruppe”. Mindretallet var glad og taknemmelig
over, “at det den dag i dag, trods de store krigsbegivenheder, er muligt
for gruppen at fortsætte sin særprægede, dansk kulturelle tilværelse. Vi
skylder Tyskland tak for den forståelse og imødekommenhed, der muliggør,
at vore danske institutioner på tysk rigsgrund kan arbejde ubeskåret
videre”. Folkedanskerne var en biologisk størrelse, tyske rigsborgere
af dansk nationalitet. “Disse folkedanskere, fortsætter Kronika med eftertryk,
er for det første konsekvent og fuldt ud loyale, positivt indstillede
statsborgere i deres herbergstat .... For det andet er de folkeligt set
med deres hjerter knyttet til moderlandet Danmark”. Mindretallet var på
de fleste punkter sammenligneligt med det tilsvarende tyske mindretal i
Nordslesvig. Mindretallets unge havde været parate til at ofre det yderste,
nemlig livet, i pligten over for herbergstaten. “Hidtil er der faldet 29
[nu 35, red. af Flensborg Avis] unge medlemmer af den danske folkegruppe,
næsten alle på østfronten i kampen mod bolsjevismen. (....) Jeg tror, at
jeg ved denne lejlighed er berettiget til at sige, at også disse unge .... er en
dansk indsats i kampen mod bolsjevismen”.
Interviewet gik over i en række tyske blade, og ifølge Kronikas dagbogsoptegnelser
lod både Propagandaministeriet og Auswärtiges Amt
ham vide, at dette interview i høj grad ville gavne mindretallet. 154
Det har det formentlig også gjort. Men det betød ikke, at man ikke fra
tysk side var i stand til at gennemskue mindretallets taktik. I en SD-indberetning
den 14. december 1942 konstateres det, at den tyskfjendtlige
stemning i Danmark kan genfindes hos det danske mindretal:
“Ganske vist betoner den danske mindretalsledelse hele tiden med særlig iver
den loyale indstilling over for riget og anvender som bevis herfor, de af mindretallets
medlemmer, der i den tyske værnemagt efterkommer deres soldaterpligt
og de, som er faldet i denne krig. Men samtidig kommer det til udtryk, at folkedanskerne
takket være denne loyale indstilling og dette blodoffer skabte forudsætningerne
for, at de ikke kunne blive frataget nogen af deres rettigheder i
fremtiden. Herved virker det påfaldende, at heller ikke den rigsdanske presse nogen
sinde skriver om, at folkedanskerne er faldet i kamp imod bolsjevismen. Det
bliver tvært imod også her hele tiden betonet, at de faldne ved at give deres liv
har tilkæmpet sig mindretalsgruppens eksistensberettigelse”. 155
Der var med andre ord ikke tale om, at det danske mindretal ved taktisk
dygtighed førte de tyske myndigheder bag lyset – eller om man vil:
“narrede” dem til at give indrømmelser af den ene eller den anden art.
Det danske mindretal havde i dette – som Kronika senere kaldte det – spil
midt i fjendens lejr – en modspiller, der kendte alle reglerne og alle knebene
og sad med alle trumferne –, men som også var villig til at lade det
danske mindretal spille med, så længe det var til gavn for tyske interesser.
Og indtil man havde vundet krigen. Men hvis man i mindretallet troede,
at man ved at spille med, ved at udvise den yderste loyalitet kunne
894