hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ske var det kun Gestapo eller Indenrigsministeriet eller Promi; sikkert ikke
Schrøder-Flensburg, med hvem jeg har talt indgående om sagen og som
for øvrigt slet ikke var i Flensborg, da det skete. Hvis den politiske afdeling
var blevet spurgt først, ville jeg naturligvis skarpt have udtalt mig
imod forbudet”, erklærede von Grundherr.
Von Grundherrs kategoriske afvisning af at Ernst Schrøder skulle have
haft noget som helst med denne sag at gøre er interessant, navnlig fordi
han havde oplysningen fra Schrøder selv. Vi ved positivt, at forbudet
fremkom på foranledning af Gauleiter Lohse, hvilket Goebbels’ svarbrev
til ham dokumenterer. Men det er nærmest utænkeligt, at Lohse skulle
have handlet på egen hånd i denne sag. Hvorfor skulle han gå uden om
sin egen grænselands- og presseekspert? Det kan næppe have været første
gang, slesvig-holstenerne diskuterede en lukning af Der Schleswiger, og
Lohse kan umuligt have været uvidende om Ernst Schrøders synspunkt
herpå. Lohse må ganske enkelt have afstemt sagen med Ernst Schrøder,
og i det videre forløb spillede denne jo også en betydelig rolle. På den
anden side bar initiativet præg af at være dårligt forberedt og klodset udført,
hvad der ikke lignede Ernst Schrøder. Sandsynligheden taler dog
for, at Ernst Schrøder først lagde afstand til forbudet, da det viste sig at
være blevet forkludret af Berndt og Bade i Propagandaministeriet. Og
han kunne kun gøre det over for Auswärtiges Amt, fordi Auswärtiges Amt
hele tiden havde været holdt uden for forløbet. Det er nemlig påfaldende,
at der ikke optræder Ernst Schrøderske røfler til Kracht eller Lohse i noget
af den øvrige tyske korrespondance. Det ville ligne ham dårligt, ikke
at benytte sig af denne lejlighed til at fremhæve sin egen overlegne indsigt
i grænselandsforhold på bekostning af alle andres klodsethed.
Von Grundherr fortsatte: “Den anden fejltagelse var efter min mening
dernæst den måde, hvorpå man ved forhandlingerne hos hr. ministerialråd
Berndt i Promi veg tilbage ...”; navnlig overenskomstens punkt 8 [om
fraværet af irredenta på begge sider af grænsen, forf.] var “højst inopportun”.
Ernst Schrøder havde forklaret von Grundherr, at man “i danske
grænselandskredse havde opfattet denne overenskomst, som om der
bestod et modsætningsforhold mellem Berlin og de tyske kredse i Flensborg
og Kiel, og at man derfor roligt kunne gå skarpere til værks over
for Flensborg, Kiel, Schrøder, Lohse o.s.v.”. Lohse og Schrøder havde talt
med Goebbels om, hvorledes dette indtryk bedst kunne fordrives, og de
havde opnået den notits i den tyske presse, som Renthe-Fink havde bemærket.
Ernst Schrøder havde sagt til von Grundherr, at han forventede,
at notitsen ville have den virkning på danskerne, at de, “når de ser, at han
og hans kampfæller får rygdækning fra Berlin, atter bliver mere forsigtige
og tamme, og de danske presseudsagn fra den seneste tid tyder jo på, at
han har ret”. Men i øvrigt understregede von Grundherr, at man skulle
forblive på den gamle linje, at “forholdet Flensborg-Aabenraa, der nødvendigvis
altid vil være af en vis skarphed, så vidt det er muligt ikke må
belaste forholdet Berlin-København”. Auswärtiges Amt var altså helt indforstået
med Renthe-Finks udgangspunkt; “vi tænker overhovedet ikke
på at drive en skarpere politik over for det danske mindretal i Tyskland”,
649