hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

at se tiden an og afvente, hvorledes de grænsepolitiske forhold udvikler
sig. I så henseende vil måske allerede resultatet af den af ministerialråd
Berndt lovede undersøgelse af sagen vedrørende redaktør Ernst Christiansen
personlig kunne give sagen et fingerpeg”.
Her er på notatet med samme hånd som før tilføjet, at “det er højst påfaldende
og mærkeligt, at nogle forholdsvis underordnede embedsmænd
i propagandaen afgiver en udtalelse, hvorved der slås en streg over det
officielle Tysklands hidtidige standpunkt i det dansk-tyske grænsespørgsmål”
og således anerkender den nuværende grænse. “Hvorfor har
Hitler ikke nævnt den dansk-tyske grænse i sine udtalelser – han har jo
f.eks nævnt den hollandske, og mig bekendt har der ikke hidtil eksisteret
et tysk-hollandsk grænsespørgsmål; hvorfor har man ikke i Berlin stoppet
de rabiate tyske eller slesvig-holstenske grænserevisionister o.s.v. o.s.v.
Den dansk-tyske grænse var jo den, der for en uhildet iagttager først og
fremmest kunne ventes godkendt af nazisterne”, ikke mindst p.g.a. raceslægtskabet.
“Jeg vægrer mig ved at tro, at man fra ansvarlig tysk side
har akkviesceret [affundet sig] ved grænsen af 1920“. Skulle dette ikke
desto mindre være tilfældet, så måtte der efter Hans Jakob Hansens mening
stikke noget under – det måtte i hvert fald ses i lyset af den udenrigspolitiske
situation i Europa, og alle de muligheder den indebar. 88
Dette var den traditionelle holdning i det danske udenrigsministerium,
som også deltes af regeringen: Tyskland havde aldrig officielt anerkendt
grænsen, men havde på den anden side heller aldrig officielt erklæret, at
den burde ændres. Berndts og Bades udtalelser havde medført en diskussion
i pressen, og dette kunne let føre til, at grænsespørgsmålet pludselig
kom på dagsordenen. Det var ikke i dansk interesse. Det var bedst,
om det dansk-tyske grænsespørgsmål overhovedet slet ikke blev diskuteret.
Både statsminister Stauning og udenrigsminister P. Munch fastslog i det
danske folketing midt i oktober 1937 under en diskussion, hvorunder
Der Schleswiger-affæren flere gange blev nævnt, at “der er intet at diskutere
vedrørende grænsen” (Stauning) og “regering en betragter grænsespørgsmålet
som afgørende løst ved folkeafstemningerne i 1920“ (Munch).
Munchs taktik gik – med historikeren Ole Karup Pedersens ord – ud på
at “... se bort fra et i og for sig erkendt problem, ‘stikke hovedet i busken’,
og derved håbe på, at det blev overset eller aldrig rejst på betydningsfuld
måde” – men samtidig også ved en konsekvent og til tider næsten brysk
holdning afskrække andre fra at rejse det. 89
Kontorchef i Udenrigsministeriet Bent Falkenstjerne var mere optimistisk
end kollegaen Hans Jakob Hansen. Falkenstjerne noterede den 17.
september 1937, at udtalelserne trods alt var “særdeles bemærkelsesværdige,
afgivne som de er af embedsmænd af nogen betydning i den tyske
centraladministration. Jeg mindes overhovedet ikke tidligere at have set
tyske embedsmænd – dokumenteret – udtale, at der fra Tyskland ikke
foreligger noget irredentaspørgsmål i det slesvigske område”. Derfor
burde de “vigtigste af vore agenter i udlandet, der jo i øvrigt informeres
om tykt og tyndt” underrettes detaljeret. M.h.t. punkt 7 i redegørelsen
var der ganske vist en vis uklarhed, som måtte forsøges opklaret, “men
614