hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

stensen, om henvendelsen endnu ikke havde ført til en samling af udvalget.
Han var indstillet på at sende en delegation af Cornelius Hansen,
Florander og ham selv til København for at forhandle, “eventuelt med
partiformænd og regering eller en anden repræsentation for regering og
rigsdag”. Da et afslag så vidt Ernst Christiansen kunne se “ville betyde
avisens endeligt, så tager jeg ikke imod det uden at have gjort det yderste,
med en påkaldelse af offentligheden som sidste udvej. Imidlertid er det
mit håb, at mulig foreliggende vanskeligheder vil blive overvundne ved
underhåndsforhandlinger”. 112 Hans Jefsen Christensen svarede den 18.
januar 1933, at han siden Rigsdagens sammentræden efter nytår havde
henvendt sig fem gange til Statsministeriet i sagen og aldrig kunnet få fat
i Stauning, der stadig var spændt for i forhandlinger. J.P. Nielsen havde
overhovedet ikke ladet sig se siden nytår. Jefsen Christensen havde nu
igen henvendt sig til Statsministeriet og anmodet om, at sagen straks den
næste dags morgen ville blive forelagt Stauning, hvilket man havde lovet.
Jefsen Christensen frarådede Ernst Christiansen at gå til offentligheden
med sagen, før der havde været holdt møde i ministeriet. På grund af
de intensive forhandlinger, der førtes for tiden – det var forhandlingerne
til det store økonomiske kriseforlig mellem regeringen og Venstre, der
skulle blive kendt som Kanslergadeforliget, opkaldt efter statsminister Staunings
bopæl – forventede Hans Jefsen Christensen, at der kunne risikere
at gå otte til fjorten dage, før disse forhandlinger havde nået det afsluttende
stadium. “Jeg skal presse på efter bedste evne, selvom det er ubehageligt
gang på gang at møde mangel på forståelse og virkelig medansvarsfølelse
over for nationale opgaver”. 113
Endelig, den 21. januar 1933, skrev professor Edv. Ehlers til konsul
Larsen, at selvom Statsministeriets udvalg af 17. marts 1932 “vel har sluttet
sin virksomhed”, så havde han, da Flensborg Avis’ forhold åbenbart stadig
var meget vanskelige, alligevel som udvalgets formand og i samråd med
J.P. Nielsen ment at burde sammenkalde udvalgets medlemmer til en
fortrolig drøftelse, der skulle finde sted den 26. januar 1933. Edv. Ehlers,
der var Venstremand, havde endvidere anmodet nationalbankdirektør
Schrøder, borgmestrene i København, den konservative Ernst Kaper og
socialdemokraten Peder Hedebol samt overretssagfører Axel Bang om at
komme til stede. Han bad nu også konsul Lauritz Larsen møde frem, da
han med sit kendskab til forholdene ville være den bedste til at orientere
mødedeltagerne om situationen. Først i et “PS” anførte Edv. Ehlers, at det
“formentlig ville være rigtigst”, om også Ernst Christiansen kom til stede.
Dette indvilligede Larsen i, idet han dog også bad om, at tilsynsrådsmedlemmerne
Cornelius Hansen og amtsfuldmægtig Florander kunne deltage
i mødet. 114 Dermed ville Ernst Christiansen i det mindste ikke blive
den eneste, der talte Flensborg Avis’ sag.
Ved mødet fremlagde Ernst Christiansen det førnævnte overslag for
året 1933, der var baseret på det forgangne års regnskab. Ved normalkursen
(112) viste dette sidste et lille overskud (uden afskrivninger), men
ved en kurs på 80 kom der til at mangle ca. 37.000 rigsmark, og med den
nuværende kurs på kun 70 pfennig for én krone manglede der henved
162