hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ske forhåbninger, skønt vi mente at holde os ved jorden, så er den utilslørede
sandhed en nødvendig nedskæring”. I Danmark var der ikke nogen
uenighed om at arbejde på et godt forhold til alle sider, og forholdet til
det store Tyskland, som Danmark var landfast med, måtte blive ...
“... et af de allerførste spørgsmål, som bestandig må være i vore tanker. Bestandig
må vi indrette vor holdning, vort arbejde efter her at fremme udløsning af spænding,
bedre forståelse, mere udveksling. Men i en tid, da politisk set hele jordskorpen
synes at skælve, har tidligere tiders nordiske vilje til at stå sammen om
at værne Nordens fred naturligt meldt sig som en ny styrkekilde for alle Nordens
enkelte led. Her var nu et spørgsmål, lille eller stort, hvori så at sige den første
praktiske prøve skulle bestås. Der nåedes ikke fodslag”.
Hvad kunne der nu gøres med hensyn til fremtiden? Den aktuelle halvhed
var et symptom på, at der havde været halvhed hele tiden, både i stort og
småt: “Vi er nogle, som længe har ment, at hel nordisk samling ikke ville
nås, med mindre hvert enkelt nordisk land samlede deres værnekraft i et
forsvarsforbund. Vi syntes at se visse tegn på fremgang for denne erkendelse,
forstod, at den skulle have tid til at modnes”.
Ernst Christiansen var navnlig skuffet over, at Norge og Sverige tilsyneladende
ikke forsøgte at sætte sig i Danmarks sted.
Der blev altså ikke tale om et fælles nordisk svar på den tyske henvendelse
om en ikke-angrebspagt. Den 19. maj 1939 offentliggjorde den danske
regering sit svar: At man ikke følte sig truet af Tyskland, men gerne ville
indgå i nærmere forhandlinger om pagten. Sverige og Norge erklærede
begge, at eftersom ingen af de to lande følte sig truet af Tyskland, og eftersom
begge lande ønskede at stå neutralt til alle sider, så ønskede de ikke
at indgå en sådan pagt, hverken med Tyskland eller med noget andet
land. Flensborg Avis henholdt sig til fyldige udtog af tyske kommentarer
til det danske ja: At det var et bevis på, at der også ved den tyske nordgrænse
herskede en gensidig tillid, der garanterede freden mellem de to
lande. 139
Men skuffelsen over, at de nordiske lande ikke havde afgivet et fælles
svar var dog tydelig nok: Selvom den nordiske uenighed ikke gjaldt selve
kernen i de nordiske landes holdning udadtil, så var den ikke uden betydning,
hed det i en leder den 25. maj 1939:
“De danske, der uden for Danmarks grænse beder for deres fædrelands trygge
fremtid og selv igennem deres holdning og deres arbejde vil hjælpe med til at
udløse spænding og fjerne folkehad, har den tro, at et helt og ubrydeligt nordisk
fællesskab indadtil og udadtil under udelukkelse af nordisk indblanding i
europæ iske opgør og under afvisning af forsøg udefra på at tage Norden til indtægt
for en af parterne i et sådant opgør vil give hvert enkelt nordisk land den
bedste tryghed. Men vi er blevet mindet om, at Rom ikke blev bygget på én dag.
Dog opgavens rækkevidde, dens værdi er ikke formindsket”.
Den dansk-tyske ikke-angrebspagt blev underskrevet i Berlin den 31. maj
786