hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

den dansk-tyske nationalitetskamp alene skulle findes i kredsen af Ejderdanske
førere. Det samme burde København oplyses om. Det var nøjagtigt
de samme metoder, som disse havde anvendt under afstemningskampen
1918-1920: Nemlig med alle midler at samle et muligt stort antal mennesker,
ligegyldigt om de var danske eller ej, for at gøre krav på Sydslesvig. I dag blev
dette blot forsøgt besmykket og tildækket med begrebet “front og bro”,
men i bund og grund var det det samme lyssky arbejde som lige efter
Verdenskrigen.
Ifølge Ernst Schrøder var det danske mindretal 6-7 gange mindre end
det tyske mindretal i Nordslesvig, hvor – på grund af den uretfærdige en
bloc-afstemning – “over 40 byer, landsbyer og mindre bymæssige bebyggelser
[“Ortschaften”] med tysk flertal ganske simpelt blev indlemmet i
dansk statsområde som følge af Versailles-diktatet”.
Ernst Schrøder smurte rigeligt tykt på, for det tyske mindretal i Nordslesvig
var nu næppe meget mere end tre-fire gange større end det danske
i Sydslesvig, og når han kunne opregne over “40 byer, landsbyer og
mindre bymæssige bebyggelser” med tysk flertal i 1920, så var vist selv
de steder talt med, der populært sagt bestod af tre huse og et fælles aftræde.
Under alle omstændigheder var dette tal i 1938, atten år efter afstemningen,
ikke længere i overensstemmelse med kendsgerningerne. Selv
i den mest tyske af de sønderjyske købstæder, Tønder, der ved folkeafstemningen
i 1920 havde haft et massivt tysk flertal på 81%, var tyskerne
på dette tidspunkt ved at komme i mindretal.
Ernst Schrøder sluttede sin “sagkyndige” orientering til Flensborgs
overborgmester med tilføjelsen, at det danske arbejde syd og nord for
grænsen var præget af en stigende nervøsitet. Denne nervøsitet var en
følge af danskernes dårlige samvittighed over begivenhederne i 1918-
1920. “Så lille og talmæssigt ubetydeligt det danske mindretal syd for
grænsen end er, lige så stor er den danske behændighed til ved beklagelser
til embedskontorer og publicistisk understøttelse af disse, at slå en
lille sag meget stort op”.
Det gjaldt følgelig om at ignorere enhver klage, som mindretallet måtte
komme med, fordi den pr. definition var uberettiget. Det var et råd, som
alle tre niveauer – Ernst Kracht, Hinrich Lohse og dr. Springorum – lyttede
til – og, som vi har set, også fulgte.
I Ernst Schrøders udlægning var front og bro-løsenet ikke andet end
taktik. Det var, som der tidligere er gjort rede for, faktisk ikke i overensstemmelse
med sandheden. Der lå i bro-delen en sand interesse for og
kærlighed til tysk kultur, et oprigtigt ønske om at formidle den videre til
Nord en og en ægte vilje til venskab med Tyskland. Det behøvede ikke at
stride imod Ernst Christiansens tro på, at Sydslesvig var gammel dansk
folkegrund, eller imod forestillingen om, at slesvigerne først som danske
kunne blive lykkelige mennesker. Tankegangen havde nemlig sin egen
indre logik: Opgaven som brobyggere mellem dansk og tysk ville være
der ligefuldt, også den dag, da Sydslesvig atter var blevet dansk. Også
tyskerne ville en dag komme til at indse, at sydsles vigerne inderst inde
741