hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

lev vanskeligere som besættelsen skred frem og de tyske krav til pressen
skærpedes. Både samlingsregering og besættelsesmagt påbød pressen
en positiv holdning eller i det mindste loyalitet over for det dansktyske
besættelsesarrangement. Dette krav fulgtes i store træk – med enkelte
undtagelser – af den samlede danske presse, der bakkede op om
samlingsregeringen og dens dispositioner. En klar grænse gik dog, hvor
besættelsesmagten forlangte positiv stillingtagen til politiske og militære
begivenheder, der var fordelagtige for Tyskland, eller sympati for den
tyske krigsførelse eller de tyske krigsmål; det blev overladt til DNSAP’s
dagblad Fædrelandet, hvorfor folkeviddet definerede en dansk nazist som
“én, der sælger Fædrelandet”. Over for forbud mod omtale af diverse politiske
og nationale emner, såsom den begyndende sabotage, genforeningsdagen
eller omtale af særlige bøger eller teaterstykker, var der derimod
ikke meget at gøre. Der udviklede sig dog snart en evne til at skrive – og
læse – mellem linjerne.
Tysk tryk og tyske krav til pressen forøgedes løbende, og efter regeringens
afgang den 29. august 1943 indførtes tysk censur med påbud og
forbud, fra årsskiftet 1943-1944 og krigen ud med tvang og terror i form
af henrettelser og mord på journalister og redaktører, og sprængstofattentater
mod bladhuse og trykkerier: Natten til den 9. oktober 1944 kulminerede
Schalburgtagen mod den danske presse i sprængningerne af
Jydske Tidende i Kolding, Dannevirke i Haderslev og på Fyn Svendborg Avis
og Svendborg Amtstidende. Lidt spidst formuleret blev det faktisk, som terroren
eskalerede i løbet af 1944, farligere – eller i hvert fald mere uberegneligt
–at skrive avis i Danmark end i Flensborg.
Flensborg Avis’ nyhedsdækning 1940-1945
En analyse af Flensborg Avis’ dækning af krigsbegivenheder og nyheder
fra Tyskland, Danmark og Sydslesvig er i sagens natur ikke så meget et
spørgsmål om, hvad avisen skrev, som det er et spørgsmål om, hvordan
den skrev og hvad den ikke skrev. Det siger sig selv, at størsteparten af
avisen indeholdt stof, som den ikke kunne undlade at bringe: Overkommandoens
krigsberetninger, regeringens officielle udtalelser, Førerens og
andres taler og artikler m.v. Ydermere blev en betragtelig del af det øvrige
nyhedsstof avisen påtvunget, f.eks. med tilsendelsen af Zeitschriften-
Dienst i 1941. Det tilsendte stof kunne avisen ikke uden særdeles gode begrundelser
undlade at trykke, med mindre dens medarbejdere ville udsætte
sig selv og avisen for de repressalier, man nu anvendte over for dén
slags i Hitlers Tyskland.
Det siger også sig selv, at avisen ikke kunne tage stilling imod dette påtvungne
stof – men den kunne indtil en vis grænse undlade at tage stilling
for og lejlighedsvis forsøge at afbalancere stoffet med artikler, bearbejdet
fra tyske kilder. Det var dette, artiklen om “den russiske bolsjevisme
og dens soldater” (s. ..) var et udtryk for. Som vi har set, var dette
ingenlunde ufarligt.
Tilbage bliver desuden måden, hvorpå stoffet blev præsenteret for læ-
933