hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

dem i et mægtigt, stigende brus, der forener de mange tanker i en fælles
vilje”. Men der skulle komme mere ud af det end blot en enkelt dags
samling. Den danske ungdom skulle vækkes; den skulle se og opleve det
samme næsten religiøse glimt af historisk og national erkendelse, som
Ernst Christiansen selv levede for:
“Skal det komme ud af dagen, som vi venter, så må der i ethvert ungt sind blive et
øjeblik, da de midt i sommerdagen ser forsvarerne segne bag dugen den røde på
de sønderskudte volde. Først i et sådant øjeblik slår den unge vilje den dybe rod i
hjemstavnens og fædrelandets grund som en borgen for, at viljen bliver til dåd, til
sejg udholdenhed, til offermod gennem årene, der kommer.
De unge vil forstå, at her kalder deres folks sag på dem, en sag, som gør drenge
til mænd, en sag, som kræver manden helt ud, en sag, som gør alt det gode, vi
ejer, dobbelt værdifuldt for os, som lukker sindet op for vort lands skønhed, for
dets linjer, dets mening, for solens strålepragt og månens sølvskær, for sommervindens
kærtegn og stormens vælde, en sag som kræver alt og giver alt.
Vore unge vil forstå, at verden gennemgår en brydningstid uden lige, at det
store tyske nabofolk rækker og strækker sig for at frigøre nye kræfter, at tiden af
det danske folk kræver hele dets kraft genfødt i den nye slægt. Denne må være
rede til at tage byrden på sine skuldre, rede til at gå ind i en styrkeprøve, hvori
taget aldrig må slappes, rede til at tage sin part af arbejdet og sliddet og ofrene på
alle områder, også rede til at gå i spidsen, hvor det gælder om at række danske
forposter en broderhånd.
Når dansk offervilje tæt og sejgt stemmer sig i vejret, når den danske ungdom
skulder mod skulder løfter byrden, når det danske folk med nordisk stolthed løfter
sine øjne fra jorden, så vil det aftvinge de andre folkeslag den respekt, som
det selvfølgeligt har krav på, og så vil der banes ny vej for den mellemfolkelige
tilnærmelse, som er alle danskes ønske”. 124
Det var ikke alene i Nordslesvig, at danskerne var ved at vågne. Også
over hele Danmark mente Ernst Christiansen at kunne spore noget i samme
retning. Men det måtte ikke blive en forbigående stemning, for ganske
vist stod naturligvis “det nye Tysklands rigsledelses forsikringer til
troende, når de tager afstand fra angrebssignaler mod Danmarks grænse
og udtaler ønske om et godt forhold til de nordiske folk”. Men “den gamle
Adam” havde igen vist sig “lyslevende i udbredte tyske grænselandskredses
grænseflytningsønsker”. Endvidere måtte man huske, at “selv
under den fredeligste tyske udenrigspolitik over for Norden vil den folkelige
styrkeprøve og kappestrid i Sønderjylland blive fortsat. Og der må
ikke være tvivl om, at den mægtige nationale bølge i Tyskland vil give ny
styrke til den tyske indsats, der vil blive pågående lige op til Kongeåen
og søge at drage nytte af det danske erhvervslivs modgang”. Denne bevægede
tid skulle gerne bringe det udbytte, at “videre kredse af det danske
folk indser, hvor stor og påtrængende og livsvigtig den danske opgave
er i Sønderjylland”. Tilkendegivelser, møder og resolutioner kunne
være gode nok til at sætte tingene på plads, “men deres mange ord vil
henvejres, såfremt de ikke bliver indledningen til de mange hverdages,
måneders og års sejge vagthold og uafladelige arbejde”. Dette “danernes
virke” var lige så vigtigt nu som for tusind år siden, og Nordslesvig hav-
244