hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tog os det ikke ilde op, han glædede sig over os. Støt og roligt førte han sit blad
mod de store, rene nationale linjer videre uden at lade sig påvirke fra nogen side.
Han havde erfaringerne; han havde de store nationale linjer, det klare, rolige blik.
Ting, som ungdommen altid mangler, og som netop vi manglede, opvoksede,
som vi er under social uro og fattigdom, blandet med national kamp. Vi har lært
meget siden. Vi er blevet ældre og mere afklarede. Vi har set, at E. Christiansens
linje var den rigtige. Han har lært os at se hen over sociale skel, han har som ingen
anden vist os de samlende og bærende kræfter i et folk, hans linje og hans sag var
for høje og fine til klasse- og partistrid, han havde et ædlere mål, Sønderjyllands
og Danmarks lykke, for det kæmpede han og for det vandt han os. Christiansen
krævede idealisme og uselviskhed af os. Han gjorde det, fordi han havde troen på
os. Vi vil ikke gøre hans tro til skamme”. 115
Pastor Jordt Jørgensen sagde i sin ligtale: “Han havde disse lyse øjne,
der så let kunne skifte udtryk fra det opmærksomme til det drømmende.
Snart så de skarpt og bestemt på den, der talte til ham. Men lige så ofte
kunne han passere forbi sin bedste ven på gaden uden at se ham”. 116
Dansk presse var i dagene efter hans død præget af anerkendende,
men også forsigtige nekrologer. Praktisk taget alle danske blade – lige fra
Social-Demokraten til DNSAP’s Fædrelandet – gav Ernst Christiansen det
smukkeste eftermæle med fuld anerkendelse for hans nationale arbejde,
hans betydning for mindretallet og ikke mindst for avisen. De tyske aviser
bragte enslydende nekrologer, formentlig forfattet af Ernst Schrøder.
Da forgængeren, den berømte redaktør Jens Jessen, døde den 22. juli
1906, skrev den nationale digter Valdemar Rørdam mindedigtet “Der er
styrtet en eg i den stormslagne lund”. Rørdam, der i 1940 var blandt de allermest
populære danske digtere (“Danmark i tusind år”) – endnu ikke
kompromitteret af sit hyldestdigt til Hitler “Så kom den dag” i juni 1941
– kunne i princippet også godt have skrevet et digt til efterfølgerens død,
men Ernst Christiansens mindedigt blev nu skrevet af hans personlige
ven, den nye, store nationale digter, Kaj Munk:
Nu sørger vor moder atter, nu sørger hun dybt i løn
for atter har døden berøvet hende en dyrebar søn
Vi føler en tomhedens isnen ved dette hans nye rov
Christiansen! Christiansen! Vi havde dig stadig så fuldt behov. 117
Digtet blev trykt i Flensborg Avis den 10. marts 1941, dog formentlig af
forsigtighedsgrunde kun 8 af dets i alt 10 vers.
Ernst Christiansen blev bisat den 29. februar 1941 på Flensborg Kirkegård
under stor deltagelse. 118 Kronika selv deltog ikke, midlertidigt slået ud af
en ondartet Grippe (influenza), men til L.P. Christensen skrev han den 8.
marts 1941:
“At Christiansens bortgang har gjort det allerdybeste indtryk på mig, kan du tænke
dig. Jeg tror, at det først nu efter hans død går op for mig, hvor betydelig en
personlighed Ernst Christiansen var. Om mig selv gælder, at jeg hidtil på min vej
ikke har mødt nogen finere karakter og renere idealist end Ernst Christiansen. Nu
sidder du jo med det store ansvar. Selv om du allerede har gjort det i en tid, så
betyder det dog alligevel en vis forøgelse af byrderne, at Ernst Christiansen ikke
878