hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

men han medgav, at han ikke selv ville have handlet anderledes, hvis han
havde været i den franske premierminister Georges Clemenceaus sted
i 1918. Dette tolkede Ernst Christiansen som forståelse for Clemenceaus
handlemåde fra Hitlers side (!), og det måtte følgelig være muligt at opnå
fred. I virkeligheden var det klar tale af Hitler: Således som Clemenceau
havde påtvunget Tyskland en ydmygende fred i 1918, således agtede han
at påtvinge Frankrig – og alle andre fjender – en ydmygende fred, hvis og
når han fik mulighed for det. Men det så Ernst Christiansen ikke – endnu.
Samme dag, som den sidste leder om Mein Kampf blev trykt, var forsiden
ryddet som følge af det såkaldte Röhm-Putsch.
“Röhm-putsch” juli 1934
Kronikas store korrespondance den 1. juli 1934 bar overskriften: Meget
alvorlige begivenheder i Tyskland. Hitler og Göring renser ud – Röhm og
en del SA-førere anholdt, tidligere rigskansler Schleicher og hustru skudte, idet
han modsatte sig anholdelsen. Den “anden revolutions” mænd slået ned. Kronika
indledte med spændingen og ængstelsen i Berlin, hvor “angstfyldte
spørgsmål stod at læse i de fleste menneskers øjne, men ingen vovede at
tale højt. Der hviskedes sagte mellem folk, der kendte hinanden tilstrækkeligt
godt”. De udenlandske korrespondenter gættede på et opgør med
alle andre end stabschef Röhm. Ifølge den officielle af Göring ledede pressekonference
havde Röhm og SA-ledelsen haft i sinde at iværksætte en
“anden revolution” og selv tiltvinge sig magten, men dette havde Hitler
nu slået hårdt ned for at vise, “at enhver, der laver revolte, mister sit hoved”.
Der var samtidig med hård hånd blevet slået ned på “reaktionens
mænd”. Tidligere rigskansler Schleicher var sammen med sin hustru,
“der kastede sig ind mellem de skydende parter”, blevet skudt, da han
modsatte sig anholdelse. I mindre meddelelser længere inde i bladet blev
der antydet slibrige detaljer om Röhms og andre SA-føreres homoseksuelle
eskapader med unge Lustknaben [“glædes-drenge”], og meddelt, at
Röhm nu var blevet skudt.
Lederen den dag handlede som nævnt om Hitlers bog Mein Kampf. Heller
ikke de følgende dage blev begivenhederne omtalt på ledende plads
eller kommen teret redaktionelt i øvrigt. Kronika konstaterede i en korrespondance,
at “alle de implicerede er døde”, og i en anden meddeltes det,
at enhver kritik af Hitlers handlemåde ville blive straffet på det strengeste.
21 Det var altså ikke så sært, at Flensborg Avis forholdt sig tavs. Men
der var mange måder at være tavs på: I en leder den 3. juli 1934 skrev
Ernst Christiansen, der havde lyttet til de store begivenheder i radioen,
om sproget: At ord ikke kun kunne bruges til at meddele og røbe, men
også til at skjule. “Tavshed kan somme tider være mere talende end mange
ord, og midt i vor store fremskridts tid, hvor et budskab i ét nu kan
blive verdens eje, oplever vi, at hele verden står overrasket og måbende
ved en vending, som den i grunden skulle have forudset”.
I en epistel i samme nummer revsede han den danske presse for sin
sensationslyst: Det var “en stor og påtrængende nødvendig opgave at
417