hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Problemet var egentlig, at Nationaltidende faktisk ikke havde råd til at
holde sig med korrespondent i Berlin, og at man i begyndelsen formentlig
kun havde sluttet kontrakt med Kronika, fordi han var så billigt til salg. I
mellemtiden var han blevet et aktiv for avisen, både p.g.a. sin dygtighed
og fordi Tysklandsstoffet i 1930’erne fik større nyhedsværdi og derfor
blev prioriteret højere end før. Man var på redaktionen Ved Stranden særdeles
tilfredse med hans korrespondancer.
Kronikas afgang fra Der Schleswiger i 1932 blev mødt med glæde i store
dele af tysk presse, blandt andet i Pressewochenschau zur Nationalitätenfrage,
der den 20. februar 1932 hilste Der Schleswigers “nye tone” velkommen
og skarpt karakteriserede bladet som hidtil værende præget af “pseudopacifisme
à la Das andere Deutschland”, med et “fjendtligt og nedsættende”
indhold imod Tyskland. Konsul P.B. Ryder vurderede nu, at den
“nuværende tone” næppe var et resultat af en bevidst kursændring, selvom
det måtte indrømmes, “at den på forskelligt temperament, opvækst,
uddannelse og til en vis grad også indstilling grundende forskel mellem
redaktør Kronikas og redaktør Jessens skrivemåde og emnevalg er så iøjnespringende,
at redaktørskiftet måtte vække opmærksomhed på tysk
hold – og af mange tyske hilses som en fjernelse af en i og for sig ringe,
men netop derfor så meget mere ærgrende irritans”. 62
Kronika tog først på studieophold i Paris og var endvidere en tid på
Europa-Højskolen i Genève, før han den 1. juli 1932 begyndte sin nye dont
i Berlin. Inden Kronika kom til Berlin, var Lauritz Larsen blevet dansk
konsul i Flensborg – og han var i Berlin blevet erstattet af Per Faber. Larsen
så sit snit til den 8. juni 1932 at invitere Kronika på frokost i Flensborg,
inden denne tog til Berlin; en frokost, der ifølge hans indberetning
til Udenrigsministeriet forløb særdeles tilfredsstillende: Larsen forklarede
Kronika, at han måtte være klar over, at “han ikke ligefrem var persona
grata i amtliche kredse i Berlin“, og at der flere gange var “blevet klaget
over” Kronika til Larsen, da denne var presseattaché. Kronika svarede, at
han godt vidste, at han “tidligere af og til i sin umodenhed havde været
lidt for langt ude, men håbede, at han nu, med større erfaringer, skulle
kunne træffe de rette grænser”. Larsen forberedte Kronika på, at Faber
måske kunne finde på at “tage ham i kraven, hvis det endnu skulle ske,
at han forløb sig, og bad ham da forstå at dette kun skete ud fra fælles
dansk interesse og ingenlunde for at ville chikanere ham”. Også dette
sagde Kronika, at han “fuldtud indså”.
Alt i alt var Larsen velfornøjet med frokosten med Kronika: “Jeg fik det
indtryk, at han er en meget idealistisk indstillet ung mand, omend endnu
temmelig grøn i politisk henseende, men netop derfor er det måske ikke
udelukket, at han kan blive en habil støtte, hvis han kommer i de rette
hænder”, skrev han til Faber. Med “habil støtte” mente Lauritz Larsen en
støtte for dansk udenrigspolitik. Larsen havde indskærpet over for Kronika,
at han ikke skulle “mænge sig alt for meget med polakkerne”, når han nu
kom til Berlin, idet dette på mange måder kunne blive til skade. Kronika
mente dog, at det ville blive svært i betragtning af det forhold, han hidtil
havde haft til dem – det var gamle venner og kampfæller igennem mange
113