hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

som i grunden forårsagede de dybe sår i det tyske mindretals tanker og
følelser, ej heller om at Tyskland dengang ikke deltog i begivenhederne,
ej heller om opsugningsparolen”. Men man måtte ikke undre sig over, at
den tyske folkegruppe ønskede at klare sig i denne kamp. “Det ville da
være en slaphed uden grænser, en karakterløshed uden ende”, hvis den
tyske folkegruppe stiltiende fandt sig i den danske presses angreb på dens
Lebensrecht. Ernst Schrøder fremhævede det tyske Propagandaministeriums
venlige tone over for det danske mindretal, i modsætning til, hvad
det tyske mindretal blev udsat for fra dansk presses side. Han understregede
meget kraftigt den tyske vilje til et gensidigt godt og forståelsesfuldt
forhold også mellem de to befolkningsdele både syd og nord for grænsen.
“Her i det slesvigske grænseområde burde der ikke gives noget dødsfjendskab.
Det tåler forholdene ikke (...) Hvor lejlighedsvis dybere differencer måtte opstå,
gjorde man bedre i at sætte sig sammen for at blive herrer over disse differencer
end sætte tingene på spidsen. Vi ved, at dette hidtil også i vid udstrækning er sket
i Sønderjylland og i København; vi ønsker virkelig, at tråden ikke rykkes over,
men at den atter bliver knyttet sammen på de steder, hvor den er brudt, eller hvor
den truer med at brydes. (...) Vi kan her i grænseområdet med god vilje og nogen
saglighed skabe fuldt ud tålelige forhold, således som vi da også i høj grad har
oplevet det. Men dertil hører ganske vist en dosis af den nødvendige gensidige
tillid, hvilken forbigående synes at være gået tabt. Netop den vanskelighed, at
Slesvig-spørgsmålet for Danmark er det eneste grænsepolitiske problem men for
Tyskland kun er et og tilmed et underordnet problem, burde finde den hensyntagen,
som den fortjener. Tyskland ønsker – med al understregning af viljen til opretholdelse
af dens folkedels liv – et sundt forhold til Danmark. Danmark ønsker
det samme, det er ofte nok sagt. Hvorfor skulle det da ikke være muligt ved en
gensidig god vilje i stor udtrækning at nå dette mål? Flensborg Avis udviklede for
nylig, at der endnu var ‘spørgsmål, der ikke var klarede’. Naturligvis! Uafklarede
forhold er der. Men de lader sig drøfte endogså med udsigt til et godt resultat”.
Det var en på alle måder typisk Ernst Schrøder-artikel – når han altså var
i defensiven. Han redegjorde endvidere fyldigt og på omtrent tilsvarende
vis for sagen i Der Schleswig-Holsteiners septembernummer, der udkom
den 15. september 1937. Gesandt Herluf Zahle mente, at det heraf tydeligt
fremgik, at det var Ernst Schrøder, der havde taget inititativ til forbudet.
I Udenrigsministeriet konstaterede man tørt, at det sandelig ikke var nogen
nyhed! Man mente her at vide, at Ernst Schrøder havde “benyttet sig
af en i overregeringsråd Bades afdeling i Propagandaministeriet tjenstgørende
yngre embedsmand, dr. Maurach, som er identisk med den senere
af ministerialråd Berndt i samtalen med mindretallets repræsentanter
desavouerede referent”. 113
Konsul Lauritz Larsen gjorde i sin indberetning den 28. september 1937
meget ud af artiklen i Der Schleswig-Holsteiner, som indeholdt “meget vigtige
udtalelser fra tysk slesvigsk side”, selvom de var indsvøbt i forskellige
bebrejdelser med hensyn til behandlingen af det tyske mindretal. Larsen
mente, at man på dansk side først og fremmest burde hæfte sig ved
artiklens “træden ind for en rolig og gensidig forståelsesfuld udvikling i
630