hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

han mente, at den nødvendige midtsamling i grunden allerede var længere
fremme i Danmark end i Tyskland. Hvis Det Konservative Folkeparti kunne
komme med i kriseforligene, så var man faktisk i Danmark efter Ernst
Christiansen opfattelse nået et temmelig langt stykke i den rigtige retning.
En midtsamling i Danmark kunne således tilsyneladende udmærket ske
under for eksempel Thorvald Staunings ledelse. Hovedsagen var, at den
regering, der kom ud af midtsamlingen, prioriterede de nationale opgaver
i grænselandet – og naturligvis det militære forsvar. Så var det i grunden
mindre væsentligt, hvilken partifarve regeringen havde. Holdningen afveg
ikke stort fra Jens Jessens under forfatningskampen i 1880’erne.
Udviklingen i Danmark var altså på rette vej, men den demokratiske
proces var ham gennemgående for langsom: “Et nyt kriseforlig ventes almindeligt
i Danmark”, hedder det i en leder den 31. august 1933 forud
for det store landbrugsforlig.
“Det vil nok komme til at rumme forskellige ting, som der allerede for lang tid
siden er peget på fra flere sider, men som først nu har fået de bestemmende kredses
tilslutning. Man vil ikke alene med nogen spænding afvente, hvad der kommer
til at stå i forliget, men også hvor bred dens grundvold bliver. Først når man
kan skønne om både forligsparter og forligsindhold, kan man have nogen mening
om, hvor megen vægt dette forlig vil have over for røret i tiden”.
Da forliget få dage senere blev offentliggjort, høstede det faktisk stor anerkendelse:
“Forliget om hjælpen til det danske landbrug bæres frem af
alle de fire store partier, af den samlede folkerepræsentation. Ingen har
helt kunnet få sin vilje, men den samlede indsats i kampen mod krisen vil
over for tidens uro betyde overmåde meget”. 24
Det var den slags, der var brug for mere af i Danmark. Og dette var
statsminister Thorvald Stauning tilsyneladende i stand til at levere: Under
kæmpeoverskriften Frivillig samling i Danmark hyldede Ernst Christiansen
i en leder på forsiden af Flensborg Avis den 5. september 1933 den danske
statsminister: “Der var engang, da statsminister Stauning kun var partimand.
I de senere år har han udviklet sig til noget mere”. Når Stauning
talte, gjorde han det på hele sit folks vegne; der var noget både “ungt-kammeratligt”
og noget “faderligt-myndigt” over ham. Stauning optrådte
som landsfader på baggrund af “de fire store danske partiers fælles indstilling
om hjælpen til landbruget”. Det kunne ganske vist være farligt for
et socialdemokrati at gøre for store indrømmelser til de borgerlige partier
samtidig med at kommunismen søgte at arbejde sig i vejret – det viste
det tyske eksempel. “Men i Danmark er stillingen betydeligt anderledes,
fordi der er kortere afstand mellem partierne, færre kløfter mellem erhvervene,
ringere modsætninger mellem befolkningens forskellige lejre.
Kommer der gang i landbruget igen, vil det gavne hele erhvervslivet og
hele folket”.
Forliget tilgodeså også de små landbrug og de arbejdsløse, og Ernst
Christiansen glædede sig over, at man efterhånden i alle lejre syntes at
være nået frem til “erkendelse af, at tidens krav til dansk politik er sam-
265