hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nu helt forbudt i Tyskland; der havde to gange været husundersøgelser
hos Berlingske Tidendes korrespondent; Politiken var to gange blevet konfiskeret,
og Dagens Nyheder var blevet konfiskeret dagen før. Det var Danmarks
største, mest udbredte og mest ansete aviser, der var tale om.
Herluf Zahle tvivlede ikke på at Th. Stauning, P. Munch, Udenrigsministeriet
og Udenrigsministeriets Pressebureau gjorde alt, hvad de kunne,
for at råde bod på dette forhold, “men jeg kan ikke tilbageholde den
bemærkning, at det forekommer mig, at de henvendelser til pressen, der
hidtil har fundet sted, ikke har båret den frugt, som jeg havde håbet”.
Gesandten foreslog derfor, at man tog mere drastiske midler i brug.
Han understregede, at forslaget alene skyldtes sagens alvor: Han var ikke påvirket
af miljøet i Berlin, understregede han; han var “liberalt opdraget og
efter hele mit anlæg frisindet indstillet”, og han forstod “særdeles vel, at
den danske presse hverken kan eller bør endossere [godkende, forf.] det
nye politiske system her i landet”. Det ventede den tyske regering heller
ikke, og den havde da heller ikke skredet ind over for artikler, som var en
“naturlig fastholden af de frisindede principper, som altid har hersket og
forhåbentlig altid vil herske i Danmark”. De tyske indgreb havde derimod
været foranledigede “ved ukontrollerede og ukontrollable gengivelser
af sensationsmeddelelser fra udenlandske kilder, sat op med det sædvanlige
sensationsmæssige udstyr, som desværre i højere grad, end jeg
har set det i andre lande, karakteriserer selv den højtstående del af den
danske presse”.
Under de nuværende alvorlige forhold måtte pressen efter Zahles mening
være i stand til at nægte sig sensationer af denne art. Redaktørerne
måtte indskærpe over for selv det mere underordnede personale, så “de
er klar over hvad der skal med og hvad ikke, og i hvilken form”. Herluf
Zahles egen stilling overfor den tyske regering som Danmarks repræsentant
blev direkte svækket på grund af den danske presse: “Enten tror de,
jeg billiger pressen, eller også tror de, at alt, hvad jeg indberetter, ikke har
nogen indflydelse hjemme” – at man altså der ikke regnede ham. Skulle
det derfor ikke “under ekstraordinære forhold være muligt at tage ekstraordinære
skridt, selvom disse ikke stemmer overens med den frisindede
ånd, som præger den danske offentlige mening?”
Zahle foreslog altså direkte indskrænkninger i ytringsfriheden af hensyn til
Danmarks sikkerhed. Han var “fuldkommen klar på, at andre lande gør sig
skyldig i det samme, som finder sted i den danske presse, men dette er
ikke noget argument imod, hvad jeg ovenfor har tilladt mig at anføre. Vi
står såvel politisk som økonomisk på en anden måde overfor Tyskland,
end måske noget andet land, og må måske derfor også anlægge andre
synspunkter end andetsteds”. 82
Hvis pressen ikke ville høre, så måtte den altså føle. Det siger en hel del
om, hvor stor vægt den danske gesandt i Berlin lagde på, at den danske
presse ikke tirrede det nye, uberegnelige Tyskland. Danmark var både
på grund af sin handel og på grund af sin grænse nødt til at opføre sig
endog mere forsigtigt end andre lande. Det var naturligt nok navnlig de
tre danske repræsentanter i Tyskland: Herluf Zahle i Berlin, Marinus L.
224