hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

alle de dengang i kampens hede benyttede tyske argumenter for ikke at
anerkende afstemningen og dennes resultat. Hensigten var efter larsens
vurdering tydeligvis “at holde den tyske ungdom fast ved kravet om
en grænserevision”. og dette skete oven i købet samtidig med, at Ernst
Schrøder og en stor del af den tyske presse faldt over den rigsdanske
presse, fordi den ikke var venligt nok stemt overfor tyskland. “Hvordan
tænker hr. Schrøder sig mon egentlig en sådan venlighed, efter det sprog
han fører, og de krav han gør sig til talsmand for?” spurgte lauritz larsen
retorisk. Ernst Schrøders artikel fremkom tilmed “lige efter at selve den
tyske Fører offentligt søger at afdæmpe alle tyske revisionskrav!” Dette
var, mente lauritz larsen, nok værd at stikke den tyske presseattaché i
København i næsen, næste gang han skulle finde på at føle sig fornærmet
over den danske presse. 12
Selv generalkonsul Marinus l. yde i Hamborg, der ellers som regel ikke
havde meget godt at sige om den danske presses omtale af tyskland,
var rystet: “Det forekommer mig, at et dansk blad burde påpege det besynderlige
i, at Hitler officielt proklamerer, at tyskland ikke har noget
grænsespørgsmål, og at tyskland kun vil fred og forståelse, samtidig
med at Flensburger Nachrichten og andre blade benytter afstemningsdagen
til proklamationer, der kun kan forstås således, at tyskland har grænsespørgsmål
og er sindet at søge dem ordnet. Hvis et ledende dansk blad
bringer en ganske kort artikel efter den ovenstående recept, tror jeg med
sikkerhed at kunne sige, at både hr. Schrøder og Flensburger Nachrichten
vil blive advaret og anmodet om at tie stille”. 13
Marinus yde foreslog med andre ord, at den danske presse – og formentlig
helst et regeringsblad som Social-Demokraten eller Politiken – skulle
påpege den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem Fører-ordene
og de grænsetyske udtalelser, mellem Berlin og Slesvig-Holsten, hvorefter
han forventede at se grænsetyskerne blive kaldt på plads. Det var netop
den taktik, Flensborg Avis havde anvendt de seneste år, og som man de
følgende år skulle udvide og raffinere brugen af. Man var på Flensborg
Avis aldeles overbevist om, at man selv og ikke slesvig-holstenerne var i
overensstemmelse med Føreren og centralmyndighederne i det slesvigske
grænsespørgsmål, og derfor konstaterede man i avisen så ofte det lod
sig gøre denne forskel mellem den såkaldte “berlinske linje” og den “slesvig-holstenske
linje”. Kontakter inden for dansk nationalsocialisme med
tilsyneladende gode forbindelser til top-nazister lod forstå det samme: At
ægte nationalsocialister lagde større vægt på det “germanske skæbnefællesskab
med Danmark” end på national fremgang i Slesvig – og at det
med det nationalsocialistiske tyske regime måske endog ville være muligt
at få lagt grænsen i Slesvig længere mod syd. 14
At der rent faktisk var forskel mellem berlin og Slesvig-Holsten i det
slesvigske grænsespørgsmål var åbenbart. Men forskellen stak ikke så
dybt, som mindretallets ledelse håbede: nemlig at berlin i grunden anerkendte
grænsen, hvorimod slesvig-holstenerne for enhver pris ville have
den revideret. Den bestod snarere i, at berlin foreløbig ønskede ro om
grænsen med henblik på en senere grænserevision. Det blev navnlig om
511