hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

krigen i Abessinien – september 1935 – Flensborg Avis og nationalsocialismen
atter til debat 37
Italien fremsatte i løbet af 1935 gentagne gange trusler mod Abessinien
– en af de sidste selvstændige nationer i et gennemkoloniseret Afrika.
Abessinien klagede sin nød til Folkeforbundet, der imidlertid ikke kunne
stille meget op. Da konflikten i løbet af sommeren 1935 spidsede til, var
vestmagterne nervøse for at føre en for fast politik overfor Italien og derved
støde landet over i armene på Tyskland. Situationen kunne udvikle
sig til krig imellem Italien og England, der havde vitale interesser på Afrikas
Horn. Freden i Europa var truet af konflikten i Afrika. Det var først
og fremmest dette, der var Flensborg Avis’ bekymring.
Flensborg Avis fulgte ligesom den øvrige danske og europæiske presse
Abessinien-krisen med stor opmærksomhed og bekymring. Allerede da
krisen begyndte i februar 1935 skrev Ernst Christiansen i en epistel:
“Det er en nedslående efterretning for enhver, der håber, at det skulle lysne for
afrustnings- og freds spørgsmålet, at Italien mobiliserer imod det gamle hemmelighedsfulde
kejserrige Abessinien i Østafrika, der er et af de ældste kristne lande,
selvom kristendommen der måske har fået former, som synes europæerne mærkelige.
Er det virkelig således, at mens de europæiske nationer slider med at få
en gensidig sikring i stand, som skulle bane vej for mellemfolkelig tilnærmelse,
så giver man Italien frie hænder til at føre en stor erobringskrig imod et gammelt
land i Afrika, der har krav på sin selvstændige tilværelse?” 38
Det var det åbenbart. I en leder den 16. juli 1935 konstaterede Ernst Christiansen,
at England både over for Italien og over for Japan førte en “virkelighedspolitik”
– d.v.s. en realistisk og nøgtern politik, der først og
fremmest havde til formål at sikre britiske interesser. “Sådan ser britisk
virkelighedspolitik ud og sådan er altså virkeligheden i verdenspolitikken.
De svage har ikke megen hjælp at vente”.
Det blev snart åbenbart, at Italien ville i krig og blot ventede på, at
regntiden skulle høre op, så krigen kunne begynde. “Det er en mærkelig
sag med felttoget i Abessinien, der nu er bebudet og forberedt i måneder
og drøftet i hele verden og stadig menes at skulle blive til virkelighed
på trods af folkeforbund og højtideligt underskrevne fredspagter, på
trods af en offentlig mening, som har haft gode stunder til at rejse sig”,
skrev Ernst Christiansen i en leder den 9. august 1935. “For denne rene
og skære erobringskrig imod et ældgammelt kristent folkefærd begejstres
et stort europæisk lands indbyggere. Adskillige mennesker turde have en
klar formodning om, at ved et sådant feltog vil man bringe en sten til at
rulle, hvis ødelæggelser kan få uoverskuelige følger”.
Der burde altså for så vidt ikke være nogen tvivl om, hvordan Flensborg
Avis stillede sig til dette spørgsmål. Men det blev der alligevel.
Tage Jessen fulgte i sin udenrigsspalte Verdens Gang udviklingen opmærksomt
– og mere og mere desillusioneret: Fredens bevarelse afhang
af det næsten helt afmægtige Folkeforbund, og Abessinien ville næppe få
mere ud af at appellere til det, end tidligere Kina – der værgeløst havde
428