hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

hovedopgave bedste og redaktionelt set mest tilfredsstillende løsning, at
det ikke længere ville være henvist til Nordslesvig som egnsblad. Bladet
ville herefter mere afgørende end hidtil kunne komme til at stå uden for de
partipolitiske og økonomiske brydninger, kun med det samlede danske folks tarv
for øje” [fremhævet af forf.]. Ernst Christiansen mindede om, at han uden
modsigelse på det omtalte møde den 30. januar 1934 havde fremhævet,
at det “ikke kunne være meningen at nedskære Flensborg Avis til et lille
mindretalsblad, da dansk interesse af flere vigtige grunde må kræve, at
det danske grænseblad ikke i ydre fremtræden bliver alt for uanseligt i
forhold til den tyske grænselandspresse”. Det var ganske vist “et meget
betydeligt tilskud”, der foreløbig måtte regnes med, “omend der er håb
om snart at nedbringe det”, men budgettet var opstillet “meget ædrueligt”,
og der var ikke tale om ødselhed på noget punkt, understregede
Ernst Christiansen. Han sluttede sin henvendelse til J.P. Nielsen med at
udtrykke det håb, at denne ville træde i skranken for “den sikring for
nogle år, uden hvilken det ikke vil være bladet muligt at gå til en så indgribende
omstilling”. 28 Også Christmas Møller lovede at tage “nogle samtaler”
med J.P. Nielsen, således at man kunne “få det hele i orden på en
god måde”. 29 Men om det var klogt at slå på, at Flensborg Avis med en
sådan omlægning ville tale endog yderligere for dansk national samling, er
ikke umiddelbart indlysende. Just dette formål, som Ernst Christiansen
opfattede som aldeles upolitisk, opfattede J.P. Nielsen stik modsat som i høj
grad politisk, grænsende til nationalsocialisme: Nemlig som et forsøg på at
underminere de politiske partier og på længere sigt at afskaffe det parlamentariske
demokrati. 30
Den 19. februar 1934 rettede Ernst Christiansen så officielt henvendelse
til formanden for udvalget, professor Ehlers, og satte ham ind i sin plan:
Flensborg Avis skulle ophøre med at være egnsblad for Nordslesvig og lægge
sit indhold og sin virksomhed således, at den foruden at være egnsblad
for danskheden i Sydslesvig og mindretalsblad, tillige var dansk grænseblad
og talerør for midtsamling i hele Danmark omkring det folkelige arbejde i
Sønderjylland. I forbindelse hermed skulle det følge foreteelserne i Europa
og søge nær tilknytning til Norden. I praksis ville det sige, at Flensborg
Avis’ redaktionelle linje ville fortsætte ad den vej, Ernst Christiansen allerede
for længst var slået ind på. Ernst Christiansen henviste i øvrigt til,
at Flensborg Avis “gennem de skiftende tider” – og ikke mindst i de sidste
vanskelige år – “formentlig har evnet at sætte sig i respekt på tysk side,
hvor bladet meget nøje følges af alle toneangivende steder”. Det var desuden
“fra kyndig dansk sted” [Udenrigsministeriet, forf.] blevet kaldt et
“værdifuldt aktiv i forholdet mellem Danmark og Tyskland”. Efter Ernst
Christiansens skøn krævede “ikke alene Sønderjyllands men også Danmarks
tarv, at det danske grænseblad ikke er et lille mindretalsblad, men
et blad, hvis anseelse og omfang så vidt muligt svarer til dets betydningsfulde
opgave”. Ifølge Ernst Christiansens beregninger ville et sådant blad
“formentlig i værste tilfælde” kræve et årligt tilskud på henved 110.000
rigsmark. Men dette grundlag skulle “efter meget ædruelige beregninger”
kunne holde – og rumme gode fremtidsmuligheder. Men skulle om-
380