hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

J.P. Nielsen gik i Sønderborg Socialdemokrat skarpt i rette med Flensborg
Avis’ dækning af begivenhederne i Tyskland, og Ernst Christiansen forsøgte
at forklare sig den 15. juli 1934: Flensborg Avis havde aldeles ikke
“taget det standpunkt at forklare og forsvare begivenhederne i Tyskland”.
Dens holdning til disse begivenheder var ikke forskellig fra de øvrige
danske aviser. De danske aviser skulle ikke afholde sig fra kritik af
Tyskland, men “Europa er som et ildsprudende bjerg, fra hvilket et voldsomt
udbrud længe har truet og på hvilket Danmark ligger meget udsat”.
Den danske offentlighed burde for sin egen skyld pålægge sig “en vis begrænsning,
en vis tilbageholdenhed, uden at denne behøver hindre den i
sagligt at tilkendegive sin mening. Det danske tankesæt, dansk folkefrihed,
dansk folkelig udvikling vil ikke komme i større fare ved en sådan
tilbageholdenhed, man fristes til at sige tvært imod. I et folk, som er så
stolt af sin oplysning, skulle den enkelte kunne tænke selv”.
Ordskiftet med J.P. Nielsen fortsatte endnu nogle dage, men de talte
forbi hinanden, når J.P. Nielsen stædigt spurgte, hvad det var, Flensborg
Avis mente, Danmark kunne lære af det nazistiske system, og når Ernst
Christiansen svarede, at det var “tilskyndelse til frivilligt arbejde på sig
selv, til udskillelse af brøst, til frivillig samling om de afgørende opgaver”.
22
Advarslerne til dansk presse – og verdenspressen i det hele taget – blev
intensiveret, da østrigske nationalsocialister den 25. juli 1934 forsøgte
at begå statskup og myrdede kansler Engelbert Dollfuss. Spændingen
i Europa var nu, tyve år efter udbruddet af Første Verdenskrig, på bristepunktet,
og Ernst Christiansen understregede med stigende styrke,
at pressen måtte være sig sit ansvar bevidst og ikke ved ansvarsløs sensationshunger
puste til ilden, men tvært imod ved besindighed søge at
modarbejde en forøgelse af spændingen ved at indskærpe “den yderste
varsomhed og ansvarsfølelse. Lad os være klar over, hvilken ulykke en
krig ville være for hele menneskeheden os lad os i vor færd vise, at vi ved
det”. 23
Situationen i Tyskland blev for så vidt kun farligere, da rigspræsident
Paul von Hindenburg døde i begyndelsen af august 1934 og Hitler lod
udfærdige en lov, der forenede rigskansler og rigspræsidentembedet i
hans person – og lod hæren sværge sig personlig troskab.
Alligevel så Ernst Christiansen den 27. januar 1935 tilbage på det forgangne
år med tilfredshed: “Man forstår det knap, hvor hurtigt den dag
[30. juni 1934, forf.] er gledet i baggrunden, hvor lidet den, skønt dens
budskab i første øjeblik syntes at vælte alt omkuld, har kunnet afbryde en
udvikling med voksende respekt i verden, særlig for det nye Tysklands
fører og skaber”.
Den tvivl og ængstelse, som Röhm-kuppet havde givet anledning til, var
et halvt år senere drevet over igen.
419