hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

indskudt tilsvarende små pointeringer af, fra hvilken kilde stoffet stammede.
Her var tale om en balancegang på den hårfine grænse mellem almindelig
god presseskik, der altid lod læseren kende kilden til en nyhed,
og en bevidst eller ubevidst afstandtagen til et stof, man var nødsaget til
at bringe, men selv kun nødigt ville kendes ved. Følgende eksempel – fra
udenrigsrubrikken Verdens Gang 20. august 1939 – er mere tydelig end
flertallet af kommentarer:
“De tyske blade meddeler om massearrestationer af det tyske mindretals førere
og underførere. Disse bliver ‘pint og martret på det frygteligste’ i fængslerne, hedder
det. ‘Undersøgelsesmetoderne og behandlingen i fængslerne er så frygtelig, at
den simpelthen må betegnes som dyrisk. — Dag og nat kan man i nærheden af
fængslerne høre de plagede og de pinte tyskeres smertefyldte skrig.’ Der meldes
også om andre mishandlinger, om tvangstransporter af grænsetyskere til det indre
af Polen, hvor de lider nød, og om masseflugt til Tyskland” [Fremhævelserne
er avisens – eller snarere DNB’s, forf.].
Man skal lægge mærke til både de mange små forbeholdne indskud – “de
tyske blade meddeler”, “der meldes” og “hedder det”, etc. – og man skal
bemærke, at Flensborg Avis med citationstegnene omkring Greuel-passagerne
lagde yderligere afstand til de tyske meddelelser.
Udenrigsredaktør Tage Jessens egen kommentar til disse meddelelser
lød således: “Ved at læse de sidste ugers og særlig de sidste dages røster
i den tyske presse får man indtryk af, at det tysk-polske forhold nu er tilspidset
på lignende måde som forholdet mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet
for et år siden”.
Det var altså ifølge Tage Jessen ikke mishandlingerne, men derimod den
tyske presses holdning, der var tegnet på, at forholdet var tilspidset. I slutkommentaren
sammenlignede Jessen med situationen omkring Tjekkoslovakiet
i september-oktober 1938 – en situation, som i eftersommeren
1939 af de fleste ikke-nazister var blevet gennemskuet som et aggressivt
stormagtsovergreb imod en fredelig nabo – ikke mindst indmarchen i
Böhmen-Mähren i april tidligere på året havde fået skæl til at falde fra
mange øjne.
Forsiden af samme nummer – 20. august 1939 – blev endvidere prydet
af følgende overskrift over et DNB-telegram, fyldt med grufuldheder:
“Stadig nye gruopvækkende meddelelser om Polen”. Man skal her lægge
mærke til, at det var meddelelserne om Polen og ikke begivenhederne i Polen,
der var gruopvækkende.
Det kan være vanskeligt at afgøre, om der her er tale om en bevidst eller
ubevidst politik fra redaktionens side, og det er mere end vanskeligt
at vurdere, hvordan disse sætninger er blevet opfattet af den almindelige
læser – mange læsere har givetvis ikke haft blik for de finere nuancer i
nyhedsformidlingen. Hvis der lå en hensigt bag den redaktionelle linje på
dette punkt, kunne man i sagens natur ikke udtrykke sig med så stor tydelighed,
at alle og enhver – herunder også de avisen ildesindede – uden
videre kunne gennemskue og dokumentere hensigten. Der måtte tværtimod
skrives med en vis underfundighed. Dette var imidlertid en kunst,
792