hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

2.8. Afspænding i grænselandet 1926-1930
Fra tysk side indledtes der en vis forsoning over for mindretallet, da
det efter 1924-1925 ikke længere udgjorde nogen direkte trussel mod
Tysklands nordgrænse. Ved de preussiske skoleforordninger i 1926 og
1928/1929 fik mindretallet opfyldt sine væsentligste krav, og det blev på
alle måder lettere at tilhøre det danske mindretal, fordi man fra tysk side
i slutningen af 1928 nu endelig anerkendte sindelagsprincippet. 139 Tidligere
havde myndighederne foranstaltet sprogprøver forud for optagelsen
i de danske skoler og afvist børn, der ikke kunne tale dansk. Men fra tysk
side havde man nu råd til at være imødekommende, for med den økonomiske
og politiske stabilisering i landet kom det danske mindretal i rivende
tilbagegang. I sidste halvdel af 1920’erne blev de grundlæggende
rettigheder for det danske mindretal knæsat i principper, der ikke skulle
blive afgørende ændret efter Hitlers magtovertagelse. 140
Weimar-republikken anerkendte aldrig officielt den nye grænse mellem
Danmark og Tyskland. Den tyske holdning var den, at selvom grænsespørgsmålet
ikke var blevet løst på en for Tyskland tilfredsstillende
måde i 1920, så var en grænserevision mod nord ikke et aktuelt tysk udenrigspolitisk
ønske. Nordslesvig udgjorde i sig selv ikke noget større problem,
men indgik som et lille led i den større tyske udenrigspolitik, der
havde som mål at lade Tyskland blive en stormagt påny og genvinde de
afståede områder i øst. Det ville derfor være udenrigspolitisk betænkeligt
at begynde at anerkende enkelte af Versailles-grænserne – såsom den
dansk-tyske –, for det kunne føre til krav fra polsk eller anden side om en
tilsvarende anerkendelse af de øvrige grænser. Det er således også kendetegnende
for den tyske mindretalspolitik med hensyn til skole, kirke
o.s.v. i Sydslesvig, at de danske ønsker og krav kun tøvende blev imødekommet
af frygt for, at rettigheder til danskerne i Sydslesvig skulle
danne præcedens for mindretalsrettighederne i Tyskland i det hele taget
– og altså også komme til at gælde det store polske mindretal. Det gik
dog med tiden op for Tyskland, at det ikke kunne kræve frihed for de
store tyske mindretal i nabolandene, hvis man ikke tilsvarende gav sine
egne nationale mindretal frihed. 141
Også på dansk side indtrådte der en afspænding i anden halvdel af
1920’erne. Endnu i første halvdel havde Ernst Christiansen fortsat kæmpet
offensivt for at genvinde Sydslesvig på den ene eller den anden måde,
og under inflationskrisen i 1920-1923, da Tyskland tilsyneladende stod
foran et kollaps, havde der været fremgang at spore. Brede kredse i Danmark
så dog på denne vækst i mindretallet med mistro. I 1924 stabiliseredes
situationen i Tyskland, og den ikke helt ubetydelige danske bevægelse,
som det var lykkedes at mobilisere, skrumpede atter ind. Ernst Christiansen
måtte midt i 1920’erne erkende, at en genforening af Sydslesvig
med Danmark kunne have lange udsigter. Men da havde både afstemningskampen
1918-1920 og inflationstiden 1920-1923 gravet grøfter, som
ikke lod sig tildække så let, og navnlig fra radikal og socialdemokratisk
76