hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

føjede, at jeg i mit referat skulle nævne deres navne og den kendsgerning,
at samtalen havde fundet sted i ministerialråd Berndts kontor”. 65
Alfred-Ingemar Berndt og Wilfried Bade var så ivrige efter at gøre skaden
god igen, at de kom til at gøre den meget værre.
Kronika havde for så vidt ingen grund til at tro, at d’herrer Berndt
og Bade ikke udtalte sig med officielt mandat. Deres udtalelser var ikke
grundlæggende anderledes, end de udtalelser, Kronika havde hørt i Lübeck
fra embedsmænd i Auswärtiges Amt to måneder før. Da havde man
ligefrem truet de slesvig-holstenske grænseaktivister med kz-lejr! At Kronika
i sit referat til det danske gesandtskab i Berlin understregede dette så
tydeligt, antyder, at man på gesandtskabet formentlig har undret sig over
udtalelserne og har bedt Kronika om at uddybe dem. Referatet var i sig
selv fremkommet efter henstilling fra gesandtskabet, idet man fandt det
vigtigt, at der “i en så betydningsfuld sag foreligger en samlet fremstilling”.
Men “under hensyn til, at det må anses for noget ekstraordinært,
at et sådant referat afgives af en tysk undersåt til brug for en fremmed
regering, og til, at der som følge af redaktør Kronikas hele stilling fra tysk
side utvivlsomt holdes øje med ham, må gesandtskabet indtrængende
henstille, at referatet behandles med den yderste varsomhed og diskretion”,
skrev Zahle, da han den 4. september 1937 sendte det hjem til Udenrigsministeriet.
66
Berndt skulle den 27. august 1937 kl. 13.00 rejse til Paris. Han mente efter
samtalen med Kronika, at en samtale med Ernst Christiansen var overflødig,
og at Kronika alene udmærket kunne tage hele forhandlingen på
det danske mindretals vegne. Dette afviste Kronika, der insisterede på,
at Berndt den følgende formiddag skulle mødes med Ernst Christiansen.
Han begrundede sin anmodning med en henvisning til, at Ernst Christiansen
som chefredaktør for Flensborg Avis nu to gange i offentlige skrivelser
fra ministeriet var blevet meget stærkt angrebet, at forbudet mod Der
Schleswiger desuden var blevet begrundet med anker mod to artikler, som
begge var skrevet af Ernst Christiansen. Det måtte derfor være rigtigt, om
Ernst Christiansen selv i Propagandaministeriet kunne gøre rede for sin
holdning.
Det var helt åbenbart Kronika meget om at gøre at smede, medens jernet
var varmt: Kunne Ernst Christiansen én gang for alle blive blåstemplet
og anerkendt i Propagandaministeriet, så ville han herefter stå i en
langt stærkere position over for slesvig-holstenerne hjemme i grænselandet.
Det var det, der var hans egen erfaring.
Kronikas synspunkter blev godkendt, og han telefonerede omgående
til Flensborg. Her stod Ernst Christiansen med pakkede kufferter og parat
til at rejse med det samme. Berndt ville godt have Kronika med til samtalen,
men frabad sig en hel sydslesvigsk delegation. Da det drejede sig om
en pressesag, anså han det for det mest nærliggende, at det kun blev sydslesvigske
pressemænd, der skulle tage del i forhandlingen. Berndt ville
altså holde sig til presseforhold, og formentlig derigennem sikre sig imod
at skulle tage stilling til alle mulige andre mindretalsspørgsmål. Men så-
602