hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

land. 109
I Danmark mærkede man hurtigt, at det nye Tyskland lagde overordentlig
stor vægt på, hvordan den danske presse behandlede tyske forhold.
Den normale fremgangsmåde mellem to uafhængige stater var at lade
eventuelle klager gå over udenrigsministerierne. Det tyske gesandtskab
i København, der i flere år ikke havde klaget over dansk presse, begyndte
fra foråret 1933 pludselig at overrække et stigende antal officielle klager.
110 Selv om man i begyndelsen fra dansk side tilskrev fænomenet, at
det var det nye tyske regime, der stimulerede en vis grad af overivrighed
hos de tyske gesandter, hvad man fandt såre naturligt, så blev man snart
vidne til, at Auswärtiges Amt tog hidtil uhørte metoder i brug for at påvirke
dansk presse. Hermann Görings og Alexander Bogs’ stokkemetoder
over for korrespondenterne i Berlin er tidligere omtalt, og i efteråret 1933
måtte det danske gesandtskab i Berlin til sin forbløffelse konstatere, at
Alexander Bogs i flere tilfælde havde forsøgt at rette direkte telefonisk henvendelse
til flere danske redaktører. Det drejede sig om redaktør Hasager
på Politiken, som Bogs havde talt med, og redaktør Gulmann på Berlingske
Tidende, som Bogs dog ikke havde kunnet træffe hjemme.
I det danske gesandtskab fandt man “denne direkte indgriben fra
Wilhelmstrasse over for den frie danske presse utålelig” og foreslog, at
man henstillede til samtlige ledende bladmænd i København, at de enten
fulgte Gulmanns eksempel og ikke var “hjemme”, når der blev ringet
op, eller “i fald de skulle komme til at tale med hr. Bogs, at de afviser
ham med en bemærkning om, at den danske presse er fri, at den ikke lader
sig kommandere af den danske regering og derfor naturligvis endnu
mindre fra Wilhelmstrasse”. Gesandtskabet i Berlin foreslog ligefrem, at
man eventuelt skulle tilføje, at “det naturligvis vil vække stor interesse
i den danske offentlighed at erfare, at hr. Bogs mener, at han kan tillade
sig sligt”. 111 Det hjalp tilsyneladende. Auswärtiges Amt fulgte herefter den
normale fremgangsmåde. Men episoden demonstrerer, hvor stor vægt
det tyske udenrigsministerium lagde på den danske presses holdning.
Regimet forsøgte også at bruge den skandinaviske og måske ikke
mindst den danske presse i sine bestræbelser på at give verden positiv
oplysning om Det tredje Rige. 112 Det skete ikke alene ved trusler, men også
ved begunstigelser af forskellig art. For eksempel Berlingske Tidendes
korrespondent, Cai Schaffalitzky de Muckadell, fik et i alle måder godt
forhold til myndighederne; han fik eksklusive interviews – endda med
Hitler personligt – og nød i det hele taget en række privilegier. 113 Til Kronikas
utvivlsomme ærgrelse var Berlingske Tidende betydeligt større end
Dagens Nyheder og var dermed også en hel del mere interessant for de tyske
magthavere.
I Danmark var det ikke kun regeringen og Udenrigsministeriet, der arbejdede
ihærdigt på at mane dansk presse til forsigtighed. Også oppositionen
var ivrig i så henseende, og det skete ikke sjældent, at Venstres formand,
Dr. Krag, eller Det Konservative Folkepartis formand, Christmas
Møller, i Folketinget stillede forespørgsler til Stauning eller P. Munch,
350