hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

det mærkelige i den tyske grænsepresses fortielse af samtalen i Propagandaministeriet.
Dette indrømmede den tyske artikels forfatter faktisk
også, idet han skrev, at erklæringens ordlyd tydede på fejlagtigheder og
falsk gengivelse; det var naturligvis derfor, at samtalen mellem Kronika
og Berndt og Bade hidtil ikke var blevet offentliggjort i den tyske presse!
Dette fandt Flensborg Avis “meget interessant”, og “meget sigende er
følgende linjer: ‘Altså, der er intet om en særlig anerkendelse af grænsen
af 1920, hvilket man ikke blot læste ud af Kronikas 9 punkter, men jublende
forkyndte som sejr i Danmark.’ Artiklens forfatter taler i denne forbindelse
om ‘unaturlige ønskebilleder’, ‘falske fortolkninger’ og ‘journalistiske
unøjagtigheder’, ja, han skriver endog: ‘Det drejer sig jo også kun om
mere eller mindre ensidige danske ønskebilleder.’” – Der var altså mange
ganske skarpe angreb på Jacob Kronika.
Når artiklens forfatter tillagde det så stor betydning, at ministerialråd
Berndt i sin rettelse erklærede ikke at have talt om Nordslesvig, så turde
dette røbe, at han selv ønskede statsgrænsen flyttet nordpå, fortsatte Ernst
Christiansen; artiklen rettede et indirekte angreb på Danmark, der under
verdenskrigen indtog en neutral holdning og som eneste ikke-kombattant
kunne bogføre gevinsten af et landområde, i hvilket der endnu ikke
var blevet roligt. Dette viste den sidste retssag mod tyske nordslesvigere,
der med rette har vakt den største opsigt i Tyskland, hed det i Flensburger
Nachrichten. “Man fristes til at spørge”, erklærede Ernst Christiansen:
“Hvad har alt dette med det tyske Propagandaministeriums berigtigelse
at gøre? Mon artiklens forfatter ikke har haft en finger med i spillet ved
Stollig-processens næsten ord til andet ensartede omtale i de rigstyske
blade?” Flensburger Nachrichten havde påstået, at når der ikke fandtes
dansk irredenta i Sydslesvig, så skyldtes det “den tyske grænsebefolknings
årvågenhed”. Men dette var ifølge Flensborg Avis en afgørende fejltagelse:
Når der herskede ro, så skyldtes det, at danske førere og Flensborg
Avis’ ledelse efter 1920 “loyalt bøjede sig for den trufne afgørelse”.
Det nyttede ikke, at “artiklens forfatter” klamrede sig til D.D.D.-opråbet;
det var sagt tit nok, at den danske folkegruppe i Sydslesvig var bunduenig
heri. Og dog sysselsatte forfatteren sig med hverveskriftet, som hele
den danske offentlighed havde taget afstand fra. Og hvad havde alt dette
med Propagandaministeriet at gøre, spurgte Ernst Christiansen. “Denne
måde at strejfe en hel mængde uvedkommende emner på er et særkende
for redaktør Ernst Schrøders form for polemik”.
Der var dog én vitterlig urigtig kendsgerning, fastslog Ernst Christiansen:
Flensburger Nachrichten forsøgte at konstruere en sammenhæng
mellem Der Schleswiger og P. Lassens flyveskrifter, som Gestapo netop
havde beslaglagt. Men den eneste sammenhæng var, at de mod betaling
var trykt på Flensborg Avis’ trykkeri. Når Ernst Schrøder endvidere skrev,
at Der Schleswiger udsendtes i 7.500 eksemplarer syd for grænsen, så var
dette urigtigt. Det nye tidsskrifts prøvenummer udsendtes til alle bladets
abonnenter nord og syd for grænsen. De følgende numre af månedsskriftet
ville herefter kun blive tilsendt holderne syd for grænsen, og de måtte i
øvrigt tegne selvstændigt abonnement. Tallet var altså alt for højt, men
690