hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

levet belært om sin fejltagelse”. For Ernst Schrøders artikel i Flensburger
Nachrichten var efter Ernst Christiansens mening typisk for den gamle
modstander: På den kendte måde indsvøbtes en del spydigheder i et “tilsyneladende
elskværdigt tilbud om at formindske gnidningerne, om at
bygge på gensidig tillid”. En enkelt avis nord for grænsen var hoppet på
limpinden, men Ernst Christiansen vidste bedre: Det var Ernst Schrøder,
der havde været drivkraften i det grænsetyske arbejde i årevis, navnlig
siden overborgmester Sievers’ afgang, og som havde stået bag ved forbudet
imod Der Schleswiger. Schrøders ord om, at den danske side altid blev
personlig, måtte bero på “en lille fejlhuskning”. Der var jo tvært imod en
række af Ernst Schrøders grænsetyske talerør, der i det seneste halvandet
år “indtil Propagandaministeriet skar igennem, med den kendte voldsomhed
havde ført et felttog med personlige angreb til dansk side”. Den
slags havde skabt en grundfæstet mistillid på dansk side, men det var
dog klart, at der måtte og skulle opbygges gensidig tillid i grænselandet.
Ud over Ernst Schrøders artikel i Flensburger Nachrichten havde Ernst
Christiansen også et par bemærkninger til det ledende nationalsocialistiske
blad nord for Elben, Schleswig-Holsteinische Tageszeitung i Itzehoe, der
bl.a. den 24. september 1937 havde beklaget sig over, at danskerne betegnede
grænsen som en “resignationsgrænse”.
“Vi forstår ikke den indsigelse”, skrev Ernst Christiansen. “Dette, at
man fra dansk side med grænsen mener at have givet afkald og at have
gjort indrømmelser for et godt naboskabs skyld, kan dog ikke krænke
nogen tysker”. Og ingen tysker kunne sagligt skønne om stillingen ved
grænsen, når han lukkede øjnene for den simple kendsgerning, at hele
det danske folk og hele Norden så på grænsen på denne måde. “Det er
jo overflødigt at anføre alle grunde og tilstrækkeligt at nævne, at Slesvig
indtil 1864 hørte til Danmark og at den indfødte befolkning, også den kulturelt
fortyskede, er af dansk afstamning. Ved ordet resignationsgrænse
tilkendegives netop viljen til at bygge bro”.
Nordmark-Jugend havde den 15. september 1937 skarpt kritiseret Flensborg
Avis for ikke at efterleve sit motto “front og bro”. Det var nu en misforståelse,
for “det kielske blad må huske på, at løsenet front og bro også
rummer fronten, og når man retter ugrundede, måske endog sårende
sigtelser imod os, så agter vi at værge os og agter ikke at lægge fingrene
imellem”. Nordmark-Jugend havde endda selv i det sidste halvandet år
ført an i person-kampagnerne, og bladet skrev nu spottende, at den tyske
side ikke havde ønsket at knytte afgørelsen om Slesvig sammen med
skændselsdiktatet fra Versailles og heller ikke havde gennemført en blocafstemningen;
det havde danskerne derimod gjort dengang i 1918-1920.
Dette udsagn forbavsede Ernst Christiansen. Det var “åbenbart ikke gået
op for det kielske blad, at Propagandaministeriet i Berlin netop afgørende
har taget afstand fra Schleswig und Versailles-kampagnen, der førte til,
at hele den danske offentlighed i sluttet front nedlagde indsigelse imod
denne ærekrænkelse. Det må være en misforståelse af bladet, at der skal
fortsættes med denne kæphest. Så ville der straks blive slået i stykker,
hvad den højeste tyske pressemyndighed ved sin fortrinlige udtalelse har
632