hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

til disse møder i radioen, til de mænd, som skulle lede landets skæbne, så
undrede han sig – og tvivlede: Var dette “den rolige, myndige stræben
i idealets tjeneste”, der var brug for? “Men mange er blindt begejstrede
og råber med mængden. De har ikke lyttet stille, ikke vejet, hvad røsten
meldte fra hjerte og hjerne, ikke med kølig forstand vejet, hvad sagligt
bud, der blev bragt, om der var mening i anklagerne, om der var vished
i løfterne. Kritikløsheden er trods nøden eller på grund af nøden større
end nogen sinde. Det siges, at folk får det styre, de fortjener. Desværre er
det sandt. Ethvert folk vil også komme til at betale ubarmhjertigt for, hvis
det ikke nu bruger sit sunde omdømme”.
Den blinde fanatisme, som var et plus-ord i nationalsocialistisk terminologi,
var ifølge Ernst Christiansen negativ, farlig – og unordisk uden eftertanke.
Den begejstring, som han drømte om ville gribe den nordiske
ungdom, skulle ikke være ukritisk, men derimod bunde i kølig og saglig
overvejelse. Det var en selvmodsigelse, men igen forestillede han sig en
sammensmeltning af to tilsyneladende modsætninger.
Hvad Ernst Christiansen navnlig havde hæftet sig ved, var, at på det
seneste kæmpemøde havde Hugenberg klart og tydeligt tilkendegivet,
at han ville afskaffe parlamentarismen – rigsdagsstyret. Denne udtalelse
havde de ungdommelige tilhørere modtaget med samme bifald som de
andre slagord. Men ønskede den tyske ungdom virkelig ”den mulighed
afskaffet, som det tyske folk har for ved valg at forme sit eget styre? Den
vej, der er anvist i Weimar-forfatningen, at dette styre skal hvile på flertallets
stemmer? At vejen til at forandre tysk folkeskæbne er at vinde folkets
tilslutning?”
Det havde den grundlæggende liberalt indstillede Ernst Christiansen
svært ved at forstå. Han var dybt betænkelig ved disse åbenlyse krav på
afskaffelsen af parlamentarismen: I hele Europa stod i disse år alt, hvad
det 19. århundrede havde vundet, på spil. “Man skiller sig i en håndevending
af med, hvad slægtled under ofre har slidt sig frem til at eje. Mon
nogen fortæller nutidens ungdom derom i Rusland, Italien, Tyskland?”
Den indre frihed, som ethvert menneske stræbte imod, krævede som
sin forudsætning ydre frihed og selvstændighed. Vel kunne slaven have
en indre helligdom, hvor ingen kunne trænge ind, men den fuldstændige
modsætning mellem indre og ydre var ikke blot pinlig, men kunne skade
selve det etiske liv ved at hindre de indre kræfter i at blive anvendt udadtil
– lige akkurat “indre frigørelse”, som Ernst Christiansen – i tråd med
grundtvigsk tænkning – anså for at være målet for ethvert menneskes liv:
“Kan virkelig i vore dage massens bifald fås til at afskaffe den enkeltes
frihed og massens egen medbestemmelsesret? Så vil den komme til at
ligge, som den har redt, og må begynde forfra med at trille stenen op ad
bjerget”, sluttede Ernst Christiansen sin leder den 14. februar 1933.
Han vendte tilbage til spørgsmålet i en epistel den 19. februar 1933,
hvor han konstaterede: “En af vor oplyste tids mest overraskende og ydmygende
fremtoninger er, hvor ringe selvstændig dømmekraft mange,
mange mennesker viser, når de lytter til folketaler og slagord. De må vide,
at også som medløbere former de folkeskæbne. Friheden, som men-
204