hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

marts 1934. Den sande frihed kunne ifølge Bodelschwingh – og Kronika –
kun leve, hvor mennesket tjente gud.
Detaljer omkring pastor Niemöllers arrestation, der var en følge af telefonaflytninger,
blev slået stort op på forsiden – ganske vist bragt efter
Görings avis Essener Nationalzeitung, og oprettelsen af Den bekendende kirke
i april 1934 blev fulgt meget opmærksomt. 73 I en pinseleder den 19. maj
1934 – på et tidspunkt, da regimet satte mange kræfter ind på at ensrette
kirken – skrev Ernst Christiansen i én af sine blomstrende ledere, at det
ikke var naturens mening, at alting skulle ensrettes, og at dette heller ikke
ville lykkes, “thi de kræfter, der arbejder på det, regner ikke med den
usynlige livskraft, hvis hemmelighed de ikke kender”. Forskellighed og
mangfoldighed var netop et udtryk for naturens rigdom – for Guds vilje.
“Som det er tilfældet blandt planter og dyr, er det meningen, at der skal
findes forskellige familier og arter blandt menneskene, det er ligesom livets
fylde kun kan udfolde sig i hele sin overdådighed, når det finder en
forskellig udtryksform i de forskellige folkeslag”.
Men den evangeliske kirke i Tyskland undgik ikke ensretningen. Enhver
kristelig opposition blev slået ned med de mest brutale midler, og
begge trosretninger var fra foråret 1938 i praksis helt under regimets kontrol.
Også den katolske kirkes stilling til nationalsocialismen blev fulgt nøje
i Flensborg Avis, og kritiske udtalelser gengivet. Således den 27. september
1934, da biskoppen i Münster, Clemens August grev von Galen, blev
citeret for, at den katolske kirke ikke ville finde sig i “propaganda for den
tyske trosbevægelses hedenskab”. Det var “uholdbart, at visse kredse
i Tyskland ville bekæmpe den kristne gud som et ikke-tysk væsen”. De
“nyhedenske vranglærdomme” betød “en alvorlig fare og skade for den
nationalsocialistiske stat”, for de tyske katolikker kunne ikke finde sig i,
at netop denne trosbevægelse optrådte som repræsentant for den nationalsocialistiske
verdensanskuelse.
Navnlig Kronika fulgte udviklingen i Tyskland på det kirkelige område
med den mest levende interesse. Han lagde åbent de forskellige synspunkter
frem, ofte i sine klummer under mærket Jens. Selv mente han
endnu i 1934, at Hitler var kristen, men den tyske ungdom var “religiøse
uden at være kristne” – deres tro hed “nationalsocialisme”. Selv nøjedes
han med at konstatere, at det tyske folk var “søgende”. 74 Men han så med
bekymring på den tyske nyhedenskab, der så ud til at have fået tag i de
unge. Kronika overværede et kæmpemøde i Berliner Sportpalast i slutningen
af april 1935, hvor “20.000 mennesker var forsamlede for i den tyske
tros navn at erklære kristendommen krig. Der var især en masse unge til
stede. Det var en ejendommelig oplevelse at se deres øjne glitre af fanatisme,
en fanatisme, som krævede: Bort med kristus-korset!” For de “tyske
kristne” var Tyskland det “hellige land”, og de erklærede, at “vort rige
er af denne verden!”. Er par teologiske studenter, der vovede at komme
med enkelte tilråb, blev grebet: “Det var frygteligt, som de blev gennempryglede”.
Sportspaladset havde igennem årene “været et af de åndelige
453