hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kontravægt imod hjemmetyske grænserevisionskrav. Det var vigtigt at få
slået fast, mens man endnu kunne.
Det ville naturligvis ikke blive nemt for de danske repræsentanter i
byråd og kredsdage “under de nye politiske forhold og den nye flertalsstilling”,
men de ville føre deres egen hidtilværende linje videre og søge
at fremme befolkningens tarv på bedste måde. “Forhåbentlig vil også det
nye flertal være tilgængeligt for gode tilskyndelser, som tjener befolkningens
tarv”, skrev Ernst Christiansen fortrøstningsfuldt. Han glædede sig
navnlig over, at de unge ikke havde svigtet: “Danske mænd og kvinder,
danske unge har sluttet kreds og stået fast. Gud han råder for, hvad fremtiden
skal bringe for vor folkesag i Sønderjylland”. 59
I Tyskland var det andre kræfter, der rådede. Fuldmagtsloven, der blev
vedtaget i Rigsdagen den 24. marts 1933, afskaffede parlamentets indflydelse
på lovgivningen og gav nationalsocialisterne fire år med en nærmest
eksempelløs magtfuldkommenhed. Kronika forventede dog at Hitler
nu ville slække lidt på de allerede udstedte forbud. 60 Men heri tog han
fejl. Med etableringen af Det nye Tyskland blev der taget fat på en omfattende
omorganisering af hele det tyske samfund. Denne fik ikke mindst
stor betydning for jøderne.
6.9. Greuel–propaganda og jødeboykot
Flensborg Avis og antisemitismen
Da Jens Jessen i 1902 blev valgt til den tyske rigsdag i 1. valgkreds, Haderslev-Sønderborg-kredsen,
blev han ilde berørt, da han fik sæde i den
tyske rigsdag ved siden af anti-semitten Friedrich Raab, der var valgt i
2. valgkreds, Flensborg-Aabenraa-kredsen. I en valgtale forud for valget
sagde Jessen blandt andet om antisemitismen: “I vore oplyste tider danner
der sig i forskellige lande hele partier, jødefjender, antisemitter, hvis
hovedformål er at bekæmpe en håndfuld jøder, fordi man tror, at de ved
deres snildhed og pengekraft kan beherske verden”. 61 Dette afviste Jessen
som overtro og fordomme. Det samme gjorde Ernst Christiansen.
Historikeren J.P. Noack anfører ganske vist, at Ernst Christiansen
i april 1920, da den “nationale frustration” var ved at kamme over, optog
et anti-semitisk læserbrev vendt imod regeringen Zahle, og selv gav
det nogen tilslutning, idet han skrev, at det var beklageligt, at mænd
som Zahle (som i øvrigt ikke var jøde), Brandes, Rode (som heller ikke
var jøde), Heilbuth m.fl. havde spillet en fremtrædende rolle i Danmarks
skæbnestund, hvor “de nationale strenge burde have givet fuldtonende
lyd”. Men dette skulle nu, tilføjede Ernst Christiansen, ikke give anledning
til angreb på danske jøder i almindelighed, “aller mindst på de jødiske
kredse, som har givet vort fædreland nogle af dets mest varmtfølende
mænd”.
Noack betegner Ernst Christiansens indlæg som “hadsk”, men den
pågældende læserbrevsskribent havde faktisk bombarderet Ernst Christiansen
med læserbreve, hvoraf altså ét blev optaget – endda med tyde-
212