hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

nægte at være med til at gøre ondt værre”, og der måtte fortsat bygges
bro. “Vi skal ikke bygge bro til eller slutte pagt med noget, som hårdt byder
os imod, men vi skal rense ud i vort eget således, at dansk folkesind
står rede til åbent og redeligt at møde de goder kræfter, som findes i ethvert
folk og som bestandig påny vil søge at kæmpe sig igennem til frigørelse.
Det er fristende at nøjes med at dømme andre, hvis brøst er mere
påfaldende. Men vi står os ved at dømme os selv”.
Röhm-Putsch rystede Ernst Christiansen – i hvert fald kortvarigt. I den
tidligere omtalte epistel den 10. juli 1934 (se s. 311) funderede han som
nævnt over, at diktaturet, der på papiret så mest effektivt ud og muligvis
også var det, havde den alvorlige hage, at det ikke så let lod sig udskifte
som en parlamentarisk regering. Og i en leder den 11. juli 1934 pegede
han på, at begivenhederne i Tyskland var en tilskyndelse til danskerne:
“Mange mennesker, som havde glemt det, er komne i tanker om, hvilke
skatte vi ejer, hvor meget – hvad enten tiden er mindre fornøjelig som nu,
eller den tegner lyst – dansk og nordisk frihed for den enkeltes udfoldelse
er værd, hvor omhyggeligt den må vogtes og hvorledes vore dages røre
kræver dybere erkendelse og renere vilje af os, den erkendelse, at friheden
kun beholder sit værd, når den leves under ansvar, og når enhver af
dens forsvarere holder på med at udrense slaggerne, således at den rene
malm bliver tilbage”.
Men selvom begivenhederne havde forfærdet ham, betød det ikke, at
der ikke fortsat var gode tilskyndelser at hente i Tyskland. Og Ernst Christiansen
gjorde sig store anstrengelser for både på forsiden og på ledende
plads at dementere rygter og revse de danske avisers sensationslyst, der
havde nået nye højder i forlængelse af Röhm-kuppet: “Uhæmmet sladder,
tøjlesløst rygtesmederi” virkede oftest modsat og kunne let fremme,
hvad der ønskedes hæmmet, fordi man tilslørede sagens kerne og “når
krønikerne uvægerligt afsløres ved egne selvmodsigelser og blottelser,
endnu mere bortleder opmærksomheden fra det, som det kommer an
på”. Man måtte give Dr. Goebbels “medhold i, at den tyske rigsledelse
igennem sine meddelelser til pressen den 30. juni havde givet offentligheden
oplysninger af den alvorligste karakter. De kunne ønskes udfyldt
[uddybet, kommenteret, forf.] bagefter, og man kunne have nøjedes med
sagligt at have krævet dette, så ville verdenspressen have stået stærkt”,
skrev Ernst Christiansen i en leder den 12. juli 1934. De mange opdigtede
historier virkede tilslørende og skabte en “harme i Tyskland over for
udlandet, som øger den spænding, som allerede findes”. Den “fejlagtige
fremgangsmåde kan ophæve virkningen af selve begivenhederne. Mænd danner
sig deres egen mening om dem, der optræder på verdensscenen, men for sladderkællinger,
mandlige og kvindelige, nærer de kun foragt. Og det er vore unges
vilje at blive til mænd” [fremhævet af forf.]. Ernst Christiansen mente altså,
at overdrivelserne og usandhederne fik de unge til at tro, at der tvært imod
slet ikke var sket noget alvorligt i Tyskland! Skulle de unge vækkes nationalt
for de store opgaver i grænselandet, så “er det renheden og sandheden,
der skal sættes i højsædet. Alvoren skal frem så klart som muligt, men
den skal mødes med blanke våben og med brændende tro”.
418