hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Rigspræsidentens nødforordning gav som allerede nævnt efter få dages
regeringsmagt nationalsocialisterne et undertrykkelsesvåben i hænde,
som de ikke undlod at benytte sig kraftigt af. Samtidig blev der, som
Ernst Christiansen havde spået, udskrevet valg til rigs- og landdag. Men
nye bestemmelser, rettet mod de små Splitterparteien, betød, at det danske
mindretal var udelukket fra at stille op. Den slags diktatoriske afgørelser
uden forudgående demokratisk debat lovede ikke godt for fremtiden.
I en leder ironiserede Ernst Christiansen over de kommende valg. Nu
fik “masserne noget at tænke på og tage sig af, endnu et stykke arbejde, inden
løfterne kan indfries. Som løsen er tilstrækkeligt slagordet om tysk fire
års plan. Frelsen i fire år, mere behøves ikke”. At tanken om en fireårsplan
var taget fra den til døden hadede modstander, den russiske bolsjevisme,
var heller ikke noget, nationalsocialisterne åbenbart opholdt sig over. Men
at Hitler-regeringen kun ville blive et overgangsfænomen, troede han nu
ikke længere: Det var ikke umuligt, at den nye regering ville komme til at
sidde længe: “Tanken strejfer både til Italien og til Rusland”. Her havde
regimerne som bekendt på daværende tidspunkt siddet i h.h.v. 10 og 16
år. Det mest sandsynlige var, at det nye regime ville køre en hård kurs, og
at “først i det meget lange løb den personlige frihed genfødes inden for de
nye bevægelsers egne mure som tildækkede kilder, der bryder op igen”. 24
Det var nemlig ifølge Ernst Christiansen umuligt at holde menneskets iboende
indre friheds- og frigørelsestrang nede i det lange løb.
I den kommende måned drog Ernst Christiansen i flere ledende artikler
direkte sammenligninger mellem nationalsocialismen, fascismen og
kommunismen, som han fandt lignede hinanden meget. Han fokuserede
således på regimernes totalitære træk, der let lod sig sammenligne – og
som han ikke brød sig om. Heri lignede han på en måde socialdemokraten
Hartvig Frisch, hvis bog Pest over Europa netop fokuserede på disse
ligheder. 25 Men i modsætning til Frisch så Ernst Christiansen også rent
ideologisk lighedspunkter, og hvor Frisch ikke kunne få øje på noget positivt
overhovedet og proklamerede kamp imod det totalitære uhyres tre
hoveder, så så Ernst Christiansen i alle tre bevægelser idealisme og en stræben
efter en bedre verden. Han tvivlede dog på, at nogen af dem havde fat i
den rigtige vej, men mente at de tvært imod alle var for ensidige og derfor
måske førte ind i blindgyder. Men alene deres søgen efter vejen var ifølge
Ernst Christiansen prisværdig. Ernst Christiansens grundlæggende fremskridtsoptimistiske
menneskesyn betød, at han forsøgte at se det positive i
de nye bevægelser.
I en leder den 4. februar 1933 sammenlignede Ernst Christiansen det
fascistiske Italien med situationen i Tyskland: Da Mussolini først var
kommet til magten, gav han den ikke fra sig igen. Men han var klog nok
til at gå gradvis frem med sine forandringer, “så at sige ad forfatningens
vej”. Men friheden, også pressefriheden, var ophævet. Al magten lå hos
ledelsen – og Mussolini havde magten over den. “I bevægelsens katekisme
hedder det, at den italienske nations liv er det afgørende, ikke de enkeltes
eller de enkelte gruppers. Den enkeltes frihed kan kun indrømmes,
så vidt den er nyttig for nationens og statens formål. I stedet for frihed,
194