hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

privatperson, men som den legitimerede og hos de tyske autoriteter akkrediterede
repræsentant for den danske folkegruppe i Sydslesvig samt for
den danske folkegruppes presse. – Jeg vil gerne tilføje: Heller ikke som
journalist, der virker i offentligheden, føler jeg mig som privatperson.
Mener mon Nationaltidende, at min virksomhed som bladets korrespondent
er en privat virksomhed?” Kronika havde dernæst informeret de andre
korrespondenter, “fordi der forelå en sag af national betydning. – Jeg
fastholder, at i tonen – og tonen er jo nu engang af stor betydning – har
Nationaltidende til min store sorg taget fuldkommen galt fat på de dansktyske
samtaler, der i de sidste dage har fundet sted i Berlin”. 94 Kronika
opfattede tydeligvis de førte samtaler som en stor tysk indrømmelse til
Danmark i mindretals- og grænsespørgsmålet; som en fremstrakt hånd,
som man fra dansk side burde tage imod. Aage Schoch svarede den 1.
september 1937, at han ikke forstod Kronikas synspunkt og troede det var
bedst, hvis lederskribenten, Franz von Jessen, personligt svarede ham. 95
Efter Ernst Christiansens mening havde Franz von Jessen rent faktisk
taget hensyn til det udklangs-signal, Flensborg Avis havde hejst sidst i
august efter samtalerne i Berlin og givet videre til Ritzau; “Jessen burde
have skrevet sine artikler om Sagens Kerne sidste vinter, da Schleswig und
Versailles var kommet og hele den grænsetyske presse svælgede i dens
groveste fornærmelser”. Dengang havde reaktionen været beskeden,
selvom Ernst Christiansen havde gjort opmærksom på sagens alvor og
“det øjensynlige komplot mod grænsen og Flensborg Avis, udklækket af
Ernst Schrøder og båret frem af hans nye slesvig-holstensk-nationalsocialistiske
konstellation nord for Elben”. Dengang havde det ikke ført til noget,
men havde kun tjent som en slags forberedelse, “men da så forbudet
kom, kom også en hidtil ukendt reaktion, og heldigvis var det ikke Flensborg
Avis, forbudet ramte”, skrev han til Kronika den 5. oktober 1937. 96
Det var for både Jacob Kronika og Ernst Christiansen af afgørende
betydning, at den danske presse nu ikke slog de vundne indrømmelser
i stykker ved at fortsætte angrebene på Tyskland og tysk politik. Efter
Ernst Christiansens mening havde de udtalelser, som embedsmændene
i Propagandaministeriet var fremkommet med, nemlig stor betydning for
det dansk-tyske forhold, navnlig set i forhold til de grænsetyske “udæskninger”,
der særlig i det sidste år var fremkommet “imod Danmarks ret
til grænsen”. Man kunne naturligvis håbe på tyske offentlige erklæringer,
der tog direkte sigte på grænsen, men sådanne var ikke opnået i de forløbne
17 år. “Vi har hele tiden måttet regne med kun tid efter anden at få
gnidningsmuligheder ryddet til side og jævnet et stykke af vejen frem til
den endelige tryghed”. I Schleswiger-forhandlingerne var der efter Ernst
Christiansens mening gjort et betydningsfuldt skridt, og det var ikke enhver
regering, hverken i et lille eller et stort land, der i en forhandling
som den netop afsluttede ville have gjort “så betydelige indrømmelser,
som tilfældet her har været”. Tyskland ønskede et godt forhold til Danmark
og Norden. Dette måtte Danmark – både regeringen og pressen –
påskønne. “I de danske kredse, hvor man på forhånd er tilbøjelig til at
tvivle eller vejre bagtanker, vil man dog ikke overse, at det her ikke kun
617