hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

te, som indtil for nylig ligefrem hadede nationalsocialismen, de erklærer nu om
stunder: Idéen er rigtig! De vil ikke lige med det samme melde sig under hagekorsbanneret
– thi de ønsker ikke at blive ansete for vejrhaner og ‘konjunktur-politikere’.
Men de bekender: At de selv er grebne af nationalsocialismen; tidligere
har de slet ikke fattet tingene; de har i grunden aldrig læst nationalsocialistisk litteratur;
deres kendskab til nationalsocialisme stammede fra angrebene mod Hitler.
Nu har de set, at ‘Det tredje Rige’ ikke blev til katastrofe og kaos; de har læst
Hitlers ‘Mein Kampf’; de har studeret det nationalsocialistiske grundprogram –
og nu vil de sandelig ikke stå afsides. Folkeoplevelsen, den nationale og sociale fællesskabs-følelse
er jo dog noget af det skønneste og største, som kan blive mennesker
til del. Ganske vist synes de ikke om dette og hint i Hitlers program og metoder;
ganske vist kan der øjnes alvorlige faremomenter i udenrigspolitisk henseende.
Men nationalsocialismen som sådan hverken kan eller vil de afvise. –
Hver eneste dag vinder Hitler Tyskland over skarer af nye tilhængere. Det er
ikke længere 48 procent af det tyske folk, som står ham imod! ‘Mon ikke Herr von
Papen for længst er nationalsocialist? Og Seldte?’ [leder af Stahlhelm, forf.] Sådan
taler folk sammen. I grunden er der vel kun én tysker, som man anser for ‘uhelbredelig’:
Hr. Hugenberg!
Forleden sad jeg sammen med en tysk ven; et politisk hoved, en pennens
mand. Han har været radikal venstre-politiker og altså nationalsocialismens fjende.
Han er en personlighed med karakter og rygrad. Og han fortalte:
‘Jeg er tilhænger af nationalsocialismen. Det er jo et gammelt ideal. Vor store tyske
demokrat Friedrich Naumann har for år tilbage under parolen ‘nationalsocial’
kæmpet for det samme mål: Bort med klassekampen; bort med materialisme og
egoisme; fællesnytte over egennytte; folket over stand og klasse; til kamp for det
nationale og det sociale sindelag. Netop den, der har hjerte for de små i samfundet,
for arbejderklassen, må bifalde nationalsocialismen. Her er endelig en politisk idé,
der taler til hjertet, til sjælen, til følelsen. Her må alle være med, ikke mindst de såkaldte
‘marxister’ ...’
I private tyske kredse sporer man meget tydeligt, at kommunismen mere og mere
smeltes bort af nationalsocialismen.
Moderne unge kunstnere – som tidligere aldeles ikke protesterede mod begrebet
‘bolsjevisme’ – begynder at stamme noget om, at Hitler har ret. Det er på tide,
at kunsten får en ny stil. Ikke l’art pour l’art; ikke egensindige eksperimenter; ikke
tilfældig leg med tingene; ikke international enshed og lighed over hele linjen; ikke
løssluppen individualisme og liberalisme. Men: Tilbage til alvorligt arbejde, til
sande værdier, til en kunst, som har forbindelse med folket og som folket forstår.
I Tyskland tales der i dag om Gud, om kristendom og kirke – af folk, som tidligere
stod fremmede og benægtende over for alle religiøse anliggender.
Der skal tid til at fatte, hvor mægtig en begivenhed ‘den nationale revolution’ i
Tyskland er. Denne revolution marcherer til stadighed fremefter, dag for dag.
I tysk nationalsocialisme er der visselig adskilligt, som udlændinge ikke formår
at billige. Men selve den nationalsocialistiske idé gør vel egentlig krav på at
vinde alle ikke-bolsjevikkers bifald! Det må formodentlig blive godt, hvor et samfund
lever sit fællesskabs-liv i den rette nationalsocialistiske ånd!
Og Danmark da?
Der findes jo en nationalsocialistisk bevægelse i vort land. Jeg ved ikke, hvor
stort dens omfang er. Jeg har det indtryk, at det hidtil drejer sig om en lille flok,
der tilmed er indbyrdes splittet. Der kendes i Danmark allerede flere retninger inden
for nationalsocialismen – en omstændighed, som kunne tyde på, at der i vort
folk og land ikke er grobund for nationalsocialistiske tanker!
252