hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

det. Kun ét blad nord for grænsen havde sagt det, som hele den danske
presse under hensyn til fælles dansk tarv burde have sagt.
“i det nye tyskland skal pressen først og fremmest stå i bevægelsens,
folkets og statens tjeneste”, hed det i lederen den 20. januar 1937. “Her er
det udelukket, at det som i Danmark er overladt hvert enkelt blad, om det
har noget til overs for grænselandet, for de vigtige opgaver der, for landsmændene
uden for grænsen, om de gider følge med i disse spørgsmål,
som i reglen ikke har så meget med dagens overflade-sensation at gøre.
i de sidste uger har nogle af os, trods lange tiders erfaringer, fået et nedslående
indtryk af, hvilken uopmærksomhed der kan vises over for fremtoninger
hernede, som kan få meget alvorlig betydning for Danmark, og
hvor ringe solidaritet, der kan vises landsmænd, der jages efter alle kunstens
regler. Sligt er ikke alene ikke god tone, men også ligefrem forbudt
i tyskland”. Her blev det tvært imod indprentet, at det var en uafviselig
opgave for den tyske bladmand at “vække og bevare hos alle rigstyskere
bevidstheden om pligten over for de tyske folkefæller uden for rigsgrænserne,
der på en helt anden måde end dem inden for grænserne må sætte
noget ind på for at bevare deres tyskhed”. Således tog tyskerne fat. “Den
danske presse vil og skal gå sine egne veje, men det ville kun tjene til ære
for dens omtanke, hvis det ikke overlodes den lille del af pressen at følge
rigtig med i de betydningsfulde foreteelser ved grænsen og at vise forstående
og virksomt landsmandskab over for de folkefæller, som på vagten
for Danmark er ude i uvejret”.
For Ernst Christiansen var den manglende opbakning i dansk presse
nedslående. i lederen den 21. januar 1937 konstaterede han endvidere,
at der heller ikke var kommet nogen opbakning i form af fornyet abonnement
– dette ville ellers have været “det virksomste svar på det grænsetyske
stormløb”. Men dermed var summen af elendighed endnu ikke
optalt: Et par sogneråd og en enkelt købstad nord for grænsen, nemlig
Sønderborg, annoncerede ikke i Flensborg Avis, men nok i Nordschleswigsche
Zeitung. “når alt sligt somme tider midt i kamplinjen kan fremkalde
en følelse af ensomhed, så skal denne dog straks afvises som ensidig og
uretfærdig”.
Dette Ernst Christiansenske hjertesuk var endnu større, end de plejede
at være, hvad der ikke siger så lidt. 95
Hvad Ernst Christiansen næppe kunne vide var, at udenrigsminister P.
Munch havde gjort sig visse anstrengelser for netop at undgå dansk presses
indgriben. ganske få dage før Ernst Christiansens hjertesuk havde Munch
holdt et møde med hovedstadspressen, hvor han udtrykkeligt havde indskærpet
den ikke at gå til angreb på Alnors pjece: “tag ikke mere parti end
strengt nødvendigt. Stillingen i verden er ikke uden risiko. En rum periode
slæber sig vel hen, men måske kan man ikke undgå en sprængning, og
hvis en sådan situation indtræffer, vil sikkerheden for os bl.a. bero på, om
man tror på en virkelig dybtgående stemning for bevarelsen af en streng
neutralitet. Det kommer måske ikke igen på samme måde som i 1914, men
nogen lighed bliver der vel nok”. Munch opfordrede den danske presse til
at huske på, at “det her drejer sig om det, man kalder nordens sydgrænse,
554