hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

vig-Holsten. Han advarede derfor redaktionen eftertrykkeligt og sluttede
med følgende trussel: “Jeg vil vide at forhindre yderligere angreb med de
dertil egnende midler”. 158
Advarslen tog udgangspunkt i de tyske myndigheders grundlæggende
opfattelse, at der slet ikke fandtes noget frisisk mindretal. Friserne var
ifølge tysk opfattelse en rent tysk stamme. Det kunne altså umiddelbart
se ud til, at det var Propagandaministeriets hensigt med advarslen at få
Der Schleswiger til at indstille sin frisiske rubrik og i det hele taget frigøre
sig fra de “nationale frisere”, med hvem mindretallet havde samarbejdet
siden begyndelsen af 1920’erne.
Ernst Christiansen skrev straks til Oldsen og satte ham ind i sagen:
Skrivelsen så ud “som den sidste (og første) advarsel før et forbud”. Det
var altså tilsyneladende alvorligt, og “da bladet ikke kan udsætte sig for
et sådant, må jeg henstille til Dem at være yderst varsom. En anden sag
er, hvad der kan gøres over for advarslen”. Oldsen lovede at komme til
Flensborg for at tage en personlig drøftelse om sagen. 159
I mellemtiden havde Ernst Christiansen den 29. august 1935 mobiliseret
Kronika. Det var “en kedelig historie”, mente Ernst Christiansen. “Vi
vil nødig have et forbud mod en betydelig del af vort sydslesvigske oplag
for frisernes skyld, mens vi heller ikke har lyst til at svigte dem lige
så lidt nu som før. I grunden opkastes jo i skrivelsen spørgsmålet, om et
frisisk mindretals eksistens skal tillades eller ikke”, mente Ernst Christiansen.
Han var i tvivl om, hvordan sagen burde gribes an, og anmodede
Kronika om at tale med Jahncke og “høre, hvad der stikker bagved.
Der foreligger jo nok en denunciation. Manden kunne vist godt trænge
til at få noget at vide om hele avisens forhold i Det tredje Rige. Men jeg
vil overlade til dit eget skøn, om henvendelsen skal ske netop til Dr.
Jahn cke”, sluttede Ernst Christiansen. 160
Propagandaministeriet agtede nu langt fra at sætte det frisiske mindretals
eksistens på dagsordenen. Det viste sig, da Kronika rettede henvendelse
til ministeriet for at få opklaret sagen. Her traf han ministerialråd
Jahncke, der – erklærede han – personligt ikke havde den mindste anelse om
sagen og altså blot havde forsynet advarslen med sin underskrift. Kronika
tog nu kontakt til den embedsmand, der havde udfærdiget advarslen,
som han kendte i forvejen og som var Kronikas virksomhed “meget venligsindet”.
Han indrømmede, at advarselsskrivelsen var foranlediget af
“denuncierende breve fra Nordmarken”. Men han ville ikke oplyse, hvem
der stod bag. Der faldt i øvrigt på mødet anerkendende ord om både
Flensborg Avis og Jacob Kronikas personlige virksomhed.
Skønt sagen således måtte betragtes som afgjort, så lod Kronika sin redaktion
hjemme i Flensborg vide, at Der Schleswiger nøje måtte overveje
hvert et ord. 161
Både Ernst Christiansen og Johannes Oldsen var lettede over, at det
ikke havde været hensigten at sætte friserne på dagsordenen. De mente
i øvrigt begge, at det også måtte være en sag for forbundet af nationale
mindretal og ikke for Der Schleswiger. Ernst Christiansen advarede dog
om at rejse spørgsmålet, når det nu ikke var aktuelt. “Du er jo dygtig!”
365