hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

4. Pressen i sydslesvig mellem dansk udenrigs-
og tysk indenrigsPolitik 1923-1932
Med forsoningen i den danske lejr i slutningen af 1920’erne kom der
kræfter ind i arbejdet for mindretallet, som hidtil havde holdt sig tilbage,
fordi de ikke ville engagere sig i et formentligt grænseflytningsarbejde
– eller som simpelthen var blevet holdt ude af arbejdet på grund af nid
og nag fra afstemningskampens tid. Med socialdemokraters og radikales
større engagement i Sydslesvig fulgte også et ønske om at påvirke sydslesvigerne.
Det danske udenrigsministerium begyndte sidst i 1920’erne at
tage kontakt til de danske aviser syd for grænsen med henblik på at øve
indflydelse på dem.
4.1. tyskland i dansk presse –
som dansk udenrigspolitisk problem indtil 1920
I Danmark havde der principielt hersket pressefrihed siden grundlovens
indførelse i 1849, og hverken regering eller presse ønskede på noget tidspunkt
i det her omhandlede tidsrum at ændre grundlæggende på det.
Begge parter anså pressefriheden for at være en umistelig værdi og en
forudsætning for et demokratisk folkestyre. 1 Men dette gjaldt først og
fremmest indadtil, i forholdet mellem den danske presse og landets egen
styrelse. Udadtil gjorde andre hensyn sig gældende, nemlig hensynet til
landets sikkerhed.
Allerede i 1888 udtalte fyrst Otto von Bismarck de siden ofte citerede
ord: Før eller siden kommer ethvert land til at betale for de ruder, dets presse slår
ind. Ordene faldt ganske vist som en advarsel til Rusland og russisk presse,
hvis indhold efter jernkanslerens mening var entydigt tyskfjendtligt,
men tankegangen bag udtalelsen var tydelig: Den tillagde nabolandenes
presse et udenrigspolitisk ansvar og forsøgte at påtvinge dem en vis
grad af selvcensur i omtalen af Tyskland. 2 Når et stort og stærkt land som
Tyskland anlagde en sådan synsvinkel på sine naboers presse, så blev naboerne
nødt til at forholde sig til det, og hvis den danske presse udgjorde
en belastning i forholdet til Tyskland, så måtte den danske regering gøre
noget ved sagen. Det var der en længere tradition for.
Siden 1864 – eller i hvert fald siden 1870 – havde dansk udenrigspolitik
været dikteret af hensynet til det store og stærke Tyskland, der var det
eneste land, som udgjorde nogen umiddelbar trussel imod Danmark. Det
var den danske regerings intention at overbevise Tyskland om, at Danmark
ikke udgjorde nogen som helst fare og at man ikke tænkte i revanchistiske
baner i det slesvigske spørgsmål. Efterhånden som den storpolitiske
situation spidsede til omkring århundredeskiftet, blev bestræbelserne
intensiveret: Hensigten var nu at overbevise Tyskland om, at det
aldrig ville finde Danmark blandt dets fjender i et opgør mellem de europæiske
stormagter. Ja, bestræbelserne gik endog videre: Danmark ville i
tilfælde af en krig mellem stormagterne, hvis det ikke lod sig gøre at opretholde
neutraliteten, befinde sig på Tysklands side. 3
89