hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Christensen selv ville bearbejde i fællesskab “ved første gunstige lejlighed”.
Ernst Christiansen var “overordentlig glad og beroliget” over, hvad
der foreløbig var opnået. 92 Hans Jefsen Christensen ville dog helst have
de 60.000 kroner fra lotterimidlerne nedbragt til 50.000, da det efter hans
mening ville “gavne sammenholdet om sagen også i fremtiden”. Ernst
Christiansen bad derfor Christmas Møller om at hjælpe med de sidste 10-
20.000 kroner, der ville være nødvendige, hvis ellers overslaget for 1935
holdt. Det så det nu ud til at gøre. 93 Christmas Møller tog atter fat. Han
havde fortsat “den mest gennemgribende løsning” i tankerne, hvad Ernst
Christiansen vidste at påskønne, thi “selv om et træ ikke falder ved det
første hug, vil der måske kunne nås frem ved at møde med tanken gang
efter gang”. Men det var dog i første omgang sikringen af Flensborg Avis’
drift i 1935 det gjaldt, mindede Ernst Christiansen om – og bad Christmas
Møller om at holde Hans Jefsen Christensen orienteret om sagernes udvikling.
94
På generalforsamlingen den 30. marts 1935 gjorde Ernst Christiansen
status. Han ridsede problemerne vedrørende bladets økonomi og årsagerne
hertil op, og erklærede, at det havde været “noget trist”, eftersom“en
frivillig tilslutning til det danske grænseblad Danmark over af meget rimeligt
omfang kunne have sikret bladet uafhængige fremgangsvilkår”.
Nu havde man i stedet måttet skære ned, hvad der for et dagblad i hård
konkurrence med andre dagblade virkede som et tveægget sværd. Dog
havde der i 1934 været nogen fremgang at spore, kunne han meddele. 95
Den yderligere forringelse af kronens værdi havde imidlertid i høj grad
påvirket bladets stilling og gjort en delvis udligning af valutatabet nødvendig.
Ernst Christiansen udtalte i sin årsberetning forventning om, at
en sådan udligning kunne blive forlænget, så længe den ekstraordinære
tilstand varede. 96
Tilskuddet ville med de gamle valutaforhold have kunnet undværes.
Men ikke kun valutaforholdene var bekymrende. Der var nye presseforordninger
på vej, der forbød at selskaber ejede aviser og som indførte “et
fuldstændigt diktatur fra rigspressekammeret”. Det drejer sig om de tidligere
omtalte Amannforordninger. Ernst Christiansen forventede dog,
at Flensborg Avis kunne opnå undtagelser, men de usikre forhold tilskyndede
ikke netop til gennemgribende forandringer. Over for Hans Jefsen
Christensen pegede han igen på tankerne om at omdanne Flensborg Avis
til “et grænse-landsblad, uden egnstjeneste for Nordslesvig”. Men efter
Hans Jefsen Christensens hidtidige udtalelser at dømme, var dette formentlig
uigennemførligt indtil videre. Det eksisterende tilskud forslog
dog kun til “at holde bladet gående med så megen sparsommelighed som
muligt, så der ikke bliver albuerum til fornyelse og nye fremstød, heller
knap til efterhånden at forbedre de laveste lønninger”. Overfor J.P. Nielsen,
der atter havde haft riven ude efter Flensborg Avis, ville Ernst Christiansen
minde om, at Flensborg Avis kun betalte korrespondenten i Berlin
150 mark om måneden, resten kom fra Dagens Nyheder, og “når vi ansatte
en i øvrigt beskedent lønnet medarbejder i København, skyldtes det særligt
de gentagne indtrængende ønsker fra vesteregnen”. 97
402