hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

ønsker baserede sig i hvert fald hverken på Paragraf 5 eller på et mere generelt
afstemningsprincip, men derimod på forestillinger om Sydslesvig
som dansk “folkegrund”.
I Mellemslesvig blev der snart udfoldet en heftig dansk agitation, men
heller ikke tyskerne lå på den lade side, og det kom flere steder til sammenstød
og overgreb, som omhyggeligt blev dækket af Flensborg Avis.
For at nå de overvejende tysktalende mellemslesvigere var det nødvendigt
at anvende det tyske sprog. Til brug for den danske agitation købte
et konsortium i Danmark derfor en række tyske aviser: Flensburger Norddeutsche
Zeitung og Tondernsche Zeitung.
Selvom der under afstemningskampen blev opnået anselige resultater
i retning af at “vække” mellemslesvigernes formentlige danskhed, var
det ikke tilstrækkeligt til at opnå flertallet. Fordi man i Dannevirke- og
Flensborg-bevægelserne så længe havde satset på at erhverve Mellemslesvig
uden afstemning, kom man sent i gang med den danske agitation
her. Man savnede desuden lokale ledere, og meget af arbejdet skulle begyndes
helt forfra på bar bund. Den fornemmelse opstod, at afstemningen
i 2. zone den 14. marts 1920 faktisk kom for tidligt, inden den danske
agitation havde nået at komme til sin fulde udfoldelse og havde gjort sin
fulde virkning. Man mente at kunne konstatere, at den mellemslesvigske
befolkning var nået at komme i et nationalt skred, der endnu ikke havde
nået sin fulde udstrækning, da afstemningerne fandt sted. Denne opfattelse
førte til, at afstemningskampen i praksis fortsatte i Mellemslesvig
under inflationskrisen indtil 1923-1924.
Ernst Christiansen måtte under afstemningkampen føre krig på to
fronter: Dels imod tyskerne i Mellemslesvig i arbejdet for at overbevise
befolkningen om, at den burde stemme dansk; dels imod den danske regering
og de kredse i Kongeriget og i Nordslesvig, der så med mistro på
sydslesvigernes nye danskhed. Ifølge Ernst Christiansen var den lunkne –
for ikke at sige direkte afvisende – holdning, som det officielle Danmark
og en stor del af det danske folk under afstemningskampen udviste imod
sydslesvigerne, stærkt hæmmende for den danske vækst og det danske
arbejde. Der opstod derved blandt sydslesvigerne en modløshed og en
fornemmelse af, at Danmark i grunden slet ikke ville have Sydslesvig,
og at det derfor ikke nyttede noget at kæmpe. Den selvopgivende officielle
danske holdning måtte naturnødvendigt føre til en svækkelse af den folkelige
kraft i Sydslesvig. Uden støtte og opbakning fra Danmark kunne
kampen i Slesvig ikke føres til sejr. Dette blev en afgørende erfaring for
Ernst Christiansen.
Ernst Christiansens kompromisløse kamp og tiltagende bitterhed, som
nærmest dagligt under afstemningskampen kom til udtryk i Flensborg
Avis, skaffede ham fjendskaber på halsen, ikke alene blandt Aabenraa-folkene
i Nordslesvig og blandt socialdemokrater og radikale i Kongeriget,
men også blandt hans kampfæller i Flensborg-bevægelsen. Der kan ses en
tiltagende desperation i Flensborg Avis, efterhånden som afstemningerne
rykkede nærmere, og Ernst Christiansen fremmanede billedet af en tro-
60