hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

11. ALNOr-AFFæreN 1936
11.1 ernst schrøder tilbage på banen – marts 1936
Selvom Ernst Schrøder efter 1933 fortsat sad på indflydelsesrige poster i
det grænsetyske arbejde, så var hans stilling i grænseområdet blevet betydeligt
forringet med nationalsocialisternes magtovertagelse (se s. 324).
navnlig forholdet til overborgmester Dr. Wilhelm Sievers var særdeles
dårligt og præget af gensidig afsky. Så længe Wilhelm Sievers var overborgmester
i Flensborg – fra 24. september 1933 til 27. januar 1936 –, blev
Ernst Schrøder forsøgt holdt uden for indflydelse på den førte grænsepolitik
– han var “kaltgestellt”. overborgmest er Wilhelm Sievers var “alter
Kämpfer” og så på Schrøder med mistro og foragt. Fra begyndelsen
betragtede han Ernst Schrøder som en fjende. Schrøder havde i tiden før
magtovertagelsen ofte ligget i åben krig med nazisterne, hvis plumpe retorik
og grove metoder bød den personligt kultiverede Ernst Schrøder
imod. Han havde endog åbenlyst spottet dem.
Ernst Schrøder mente desuden, at nazisternes højtråbende facon virkede
stik imod hensigten, hvad forløbet af Påskeblæsten i 1933 kun havde
bekræftet ham i. tyskhedens vækst i Slesvig var efter Ernst Schrøders
mening bedre tjent med en mere rolig udvikling i grænselandet. Hans
“grenzgürtelarbeit” var, som vi skal se, netop et forsøg på at indføre nye
og ikke så opsigtsvækkende metoder i grænsekampen. Derved kunne opnås
betydelige resultater for tyskheden, uden at danskerne fik anledning
til at udnytte tabene propagandistisk til forstærket national mobilisering.
Som tysk nordslesviger – hjemmetysker – havde Ernst Schrøder desuden
langt bedre føling med de tyske – og danske – slesvigeres mere besindige
mentalitet, end mange af de temmelig upolerede slesvig-holstenske partifolk,
der kom længere sydfra. Dermed er dog ikke sagt, at Ernst Schrøder
ikke kunne finde den tunge retoriske hammer frem, når han fandt, at
dette fremmede sagen.
Ernst Schrøder arbejdede sig fra 1933 lige så stille på sin egen facon
atter ind på de indflydelsesrige organisationer og personer. i begyndelsen
af 1936 lykkedes det ham – med generalkonsul lauritz larsens ord
– “i kraft af sin noksom bekendte behændige og samvittighedsløse omstillingsevne”
at “bore sig ind” hos overpræsident og gauleiter Hinrich
lohse, der oprindeligt havde stået køligt over for ikke-nazisten Schrøder,
samt at vinde indflydelse hos lederne af den nazistiske presseorganisation
i Slesvig-Holsten. Schrøders hjælper havde efter alt at dømme været
den mangeårige ven, regeringspræsidenten i Slesvig, Anton Wallroth, der
ligesom Ernst Schrøder egentlig stod nationalsocialismen fjernt og – modsat
denne – end ikke blev partimedlem. 1
overfor larsen havde Schrøder ofte nok betonet, at han ikke var nazist.
Men det blev han bestemt ikke mindre farlig af. Det var nemlig lykkedes
Ernst Schrøder “at give myndighederne indtryk af, at han er den rigtige
sagkyndige i grænsespørgsmål” og at få “trængt alle konkurrenter bort,
så snart han vejrede en fare for, at disse kunne gøre ham rangen stridig”. 2
507