hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

11.9. Dr. munch griber ind – november-december 1936
i den danske udenrigstjeneste gjorde man sig en række overvejelser om,
hvordan denne sag bedst kunne håndteres. Det var ikke så lige til. Kammerherre
Zahle i berlin erklærede i et brev til udenrigsminister P. Munch
den 19. november 1936, at spørgsmålet burde rejses om, “hvorvidt det
ikke ville være rigtigt at søge den opdukkende sag standset allerede nu.
(...) Så vidt jeg kan se, vil redaktør Christiansen, om sagen rejses, i sit defensorat
være henvist til en saglig historisk og politisk gennemgang af
professor Alnors sidste arbejde, som måske derved vil kunne opnå den
aktualitet, som man ved dens fremkomst forgæves søgte at bibringe det
uden for grænsegebetet. Jeg spørger mig selv, om noget sådant ville være
ønskeligt, og jeg spørger mig selv med så meget større bekymring, som
jeg må indrømme, at efter klagens form og lovens ordlyd ... må det forekomme
yderst tvivlsomt, hvorvidt en proces for æresretten ville kunne
ende med andet end en domfældelse af Christiansen. Hvilket presserøre
en sådan domfældelse ville medføre, behøver man så vist ikke at være
spåmand for at forudsige”.
Det var et veritabelt mareridts-scenario, Zahle her på sin egen diplomatiske
måde fremmanede: Sagen kunne ikke alene sætte det dansk-tyske
grænsemellemværende på den storpolitiske dagsorden; den kunne også
føre til danske presseangreb på tyskland, hvilket i betragtning af tysklands
sædvanlige reaktioner på dén slags var i allerhøjeste grad skadeligt
for det dansk-tyske forhold. Sagen var med andre ord stærkt brændbar.
Allerede Christiansens defensorat kunne forventes at medføre en diskussion,
“som let vil kunne føre videre end vi ønsker”. Efter Zahles mening
burde der derfor gøres forsøg på at få sagen standset, inden de kræfter,
der havde rejst den, fik tid til at “drive den frem til æresretten”. Der
var nu allerede gået otte dage siden Ernst Christiansens svar på klagen,
og man måtte – selv om man måske turde gå ud fra, at hverken lederen
af landsgruppen eller provinsmyndighederne i Kiel vovede at handle
på egen hånd i en sag af denne beskaffenhed – “vist lige så sikkert regne
med, at d’herrer Ernst Schrøder og Alnor ikke ligger på den lade side”.
Men hvad kunne man fra dansk side gøre? Direkte indgriben fra udenrigstjenestens
side var formentlig udelukket. Zahle havde, skrev han, i
den korte tid, han selv havde haft lejlighed til at beskæftige sig med sagen,
“spejdet horisonten rundt” efter en mulighed, der ville kunne anvendes
for at opnå sagens henlæggelse. Han var “standset ved den islandske
forfatter gunnar gunnarsson”, som var velkendt med forholdene i grænsespørgsmålet
og nød stor anseelse i tyskland. gunnarsson måtte på én
eller anden måde kunne aktiveres til fordel for Ernst Christiansen, fandt
Herluf Zahle.
Selvom gunnarsson som islænding strengt taget hørte med til det danske
monarkis undersåtter, så blev han ikke opfattet således i tyskland – og
han var under alle omstændigheder en privatmand, der geografisk befandt
sig så langt fra Slotsholmen i København, som det næsten lod sig gøre.
546