hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

man forhandlede, erklærede dog, at han ikke fandt nogen grund til at
beklage sig over den danske mindretalspresse, og han havde heller ikke
kendskab til den advarsel, Der Schleswiger netop havde fået for at bruge
ordet “Gegner” om tyskerne. Tietjen meddelte, at de tjenestegørende kun
måtte læse de “faglige lejrblade”, men det var ikke muligt at få nærmere
besked om disses karakter. 168 Forbudet lod formode, at man inden for
RAD betragtede Flensborg Avis som i nogen grad farlig, eller i det mindste
generende for dens formål. Arbejdstjenesten havde som nævnt til opgave
at opdrage de unge i helt igennem tysk og nationalsocialistisk ånd. Det
gik bedst, hvis de under tjenesten ikke blev udsat for nogen som helst
anden påvirkning end den nationalsocialistiske. I lejrene fremelskedes et
nationalt kammeratskab på tværs af sociale klasser, og det var meningen,
at de unge skulle dele alt med hinanden. Dette kunne også omfatte læsestof
– og selvom det formentlig kun var sprogligt særdeles godt begavede
tyskere, der kunne stave sig igennem Flensborg Avis, så havde den jo i Der
Schleswiger et umiddelbart tilgængeligt ikke-nazistisk tillæg. Og derfor
måtte selv en nok så tam Flensborg Avis forbydes adgang til arbejdslejrene.
Den var ikke tjenlig i den nationalsocialistiske folkeopdragelse.
Kronika henvendte sig efterfølgende til både Auswärtiges Amt og Aussenpolitisches
Amt, og begge steder beklagede man, at det ikke havde været
muligt at undtage det danske mindretal fra arbejdstjenesten. 169 Selvom
det var et gratis standpunkt at indtage, er der alligevel grund til at tro,
at de nævnte myndigheder helst havde set en anden løsning på problemet.
Som det var nu, kunne det ikke andet end belaste det dansk-tyske
forhold. Endnu i marts 1936 blev forbudet mod at dansksindede arbejdstjenestegørende
kunne modtage Flensborg Avis opretholdt. 170 Her gik altså
tilsyneladende en grænse for regimets tolerance over for Flensborg Avis.
Først i maj 1936 blev forbudet ophævet. 171
Ernst Schrøder undlod ikke at rådgive Auswärtiges Amt i denne sag.
Flensborg Avis havde den 19. oktober 1935 i et stort opsat artikel klaget
over Et nej fra Berlin angående fritagelse for de danske unge fra arbejdstjenesten.
Ernst Schrøder mente, at man tydeligt kunne se “på den måde,
hvorpå Flensborg Avis kommenterer problemet og forhandlingerne i Berlin,
at artiklen er beregnet på at skabe en bestemt stemning i Danmark,
hvor de fleste af avisens læsere befinder sig”. Det gjaldt “som i de foregående
årtier” for Flensborg Avis om at “holde den dansksindede ungdom
borte fra indflydelse, forstået som en weltanschaulich indflydelse”. Særlige
lejre eller overhovedet særordninger ville ifølge Ernst Schrøder åbne alle
døre for “det proselytemageri, som foregår blandt økonomisk svagtstillede
syd for grænsen”, og deri bestod mindretallets egentlige ønske. Det
var altså rent og skært dække for Ejderdanske aspirationer. “Betegnende
er den passus, i hvilken Flensborg Avis kort meddeler, at delegationen i
grunden slet ikke skulle have været modtaget, men at der alligevel havde
fundet en forhandling sted af en varighed på over en time. Betegnende
er endvidere meddelelsen, der berører problemets kerne, om at en af de
tyske herrer privat udtalte: ‘De må da være en sølle nation, der er bange
for, hvad der skal ske med dens ungdom, bare fordi den skal gennemgå
367